Kronprins Frederik indvier kultursal ved Det Grønlandske Hus i Aarhus

Under et lukket arrangement vil Kronprins Frederik officielt indvie den nye kultursal ved Det Grønlandske Hus i Aarhus sidst i oktober.
15. oktober 2020 12:13

Egentlig har den nye kultursal ved Det Grønlandske Hus i Aarhus stået klar siden foråret. Men det er først nu, at den officielt bliver indviet, efter corona-epidemien udskød alle arrangementer i foråret.

Og det bliver Kronprins Frederik, som indvier den nye bygning. Det oplyser Kongehuset og Det Grønlandske Hus i Aarhus.

Indvielsen finder sted onsdag 28. oktober. Men det bliver med et stærkt begrænset antal deltagere - netop på grund af opblusningen af Covid19-smitten i Danmark og forsamlingsforbuddet i Danmark på over 50 personer.

Det oplyser direktør i Det Grønlandske Hus, Tanja Nielsen, til KNR. 

LÆS OGSÅ Ny direktør: Det Grønlandske Hus i Aarhus skal tiltrække flere besøgende

Det vil derfor kun blive ansatte og særligt inviterede samarbejdspartnere og gæster af Det Grønlandske Hus i Aarhus, herunder fra de grønlandske foreninger i Midtjylland, som kommer til at overvære indvielsen.

Det første spadestik til den nye kultursal blev taget i starten af 2019. Det skete, efter A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formål donerede seks millioner kroner til byggeriet, der i alt har kostet 12 millioner kroner.

Det er meningen, at kultursalen skal bruges af både foreninger tilknyttet Det Grønlandske Hus så vel som arrangementer, som huset selv står for.