Kritik: Ny grønlandsk radio i Danmark vil sende få timer
Til februar får lyttere i Danmark en ny grønlandsksproget radio i form af Radio Inuna.
Men ud fra Radio Inunas ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen skal lytterne ikke forvente at høre den nye radio døgnet rundt.
En aktindsigt, som KNR har fået i ansøgningerne til at få tildelt lydproduktionen, angiver holdet bag Radio Inuna en forventet varighed på deres udsendelser.
Her er oplyst fem forskellige programmer, som sammenlagt bliver til mellem 137 og 231,5 timer over tre år fra 2022 til og med 2025.
Holdet vil bringe udsendelser i 10 måneder om året, og fordelt per måned over tre år vil det give mellem 1 til 1,8 timers radio om ugen.
I alt får Radio Inuna syv millioner kroner over tre år til produktionen.
Men det er alt for få timer. Det mener John Præstegaard, som er administrerende direktør for mediet Seismo.
LÆS OGSÅ Kritik fra ansøgere: Uklare krav til grønlandsk radio i Danmark
Sammen med Det Grønlandske Hus i København har Seismo også ansøgt Grønlandspuljen hos Slots- og Kulturstyrelsen i Danmark for at lave grønlandsk lydproduktion i Danmark.
I deres ansøgning har de angivet en forventet produktion på minimum 20,25 timer om ugen. Fordelt over tre år bliver det til over 3000 timers samlet lydproduktion.
På den danske finanslov for 2022 har et flertal i Folketinget afsat syv millioner kroner til Grønlandspuljen.
Pengene skal gå til at få lavet grønlandssproget lydproduktion i Danmark.
Puljen indeholder syv millioner kroner, som bliver fordelt over tre år fra november 2022 til 2025.
- Jeg er jo i princippet ret ked af det på vegne af de grønlændere, jeg har talt med, over, at de ikke får den her store mængde radio, hvor de dagligt kan høre flere timers grønlandsk radio, siger han til KNR.
John Præstegaard understreger, at han ikke kritiserer Radio Inuna. Men han undrer sig over, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke i højere grad har har lagt vægt på antallet af radiotimer, inden de udpegede Radio Inuna.
- Der bliver jo produceret noget, og det skal nok blive ganske fint. Det bliver bare meget, meget lidt, vil jeg sige, siger John Præstegaard.
Intet krav til antallet af timer
Kravene til ansøgerne og produktionen var:
- Al lydindholdet er gratis og tilgængeligt i hele Danmark
- En redegørelse af programindholdet
- Alle programmer skal være på grønlandsk
- Højest en fjerdedel af produktionen må være musik
- Programmerne skal omfatte nyheder, aktualitetsstof og underholdning
- Ingen reklamer i eller mellem udsendelserne
- Et budget med angivelse af redaktionelle og tekniske omkostninger
- En redegørelse for tilknytning til det grønlandske miljø i Danmark
Slots- og Kulturstyrelsen har i øvrigt lagt vægt på ansøgernes relevante faglighed, kompetencer, erfaring, sprogkundskab. mv.
Midlerne i "Grønlandspuljen" til lydproduktionen er på i alt 7 mio. kroner fra 2022 til og med 2025.
Kilde: "Pulje til støtte af grønlandsksproget programproduktion på lyd", Slots- og Kulturstyrelsen
I udbudsmaterialet har Slots- og Kulturstyrelsen er der ikke sat et antal minimumstimer for ansøgerne.
I stedet skulle ansøgerne blandt andet oplyse deres tilknytning og kendskab til det grønlandske miljø i Danmark.
Fem ud af i alt otte ansøgere har alligevel skrevet i ansøgningen, hvor længe udsendelserne vil være, og hvor ofte de forventer at sende dem.
Ud af de fem ansøgere ville tre af dem levere flere timers radio over de tre år end Radio Inuna.
KNR har været i kontakt med projektleder på Radio Inuna, Arnannguaq Gerstrøm.
Hun ønsker ikke på nuværende tidspunkt at løfte sløret for radioens indhold eller omfang.
I stedet siger Arnannguaq Gerstrøm, at hun og holdet bag "er ydmyge og taknemmelige for tildelingen" af lydprojektet, men henviser i øvrigt til Slots- og Kulturstyrelsen for kommentar på kritikken af tildelingen.
Siumut: Det handler ikke om mængde, men indhold
KNR har bedt Slots- og Kulturstyrelsen svare på, hvorfor der ikke er sat et mimimumskrav til mængden af lydproduktion i udbudsmaterialet.
Det svarer styrelsen ikke direkte på. I stedet for henviser den til, at kriterierne for ansøgerne er godkendt af de partier, som stemte for den danske finanslov for 2022 hvor pengene til Nordatlantpuljen, herunder pengene til lydproduktionen, hører under.
LÆS OGSÅ Teater i Holstebro skal producere grønlandsksproget radio i Danmark
Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam vil ikke udtale sig om, hvor meget eller lidt lydproduktion, der bør komme fra Radio Inuna.
- Hvis man skal begynde at snakke om timer, skal man måske også snakke om ikke bare kvantitet, men kvalitet. Det skal jo heller ikke være sådan, at man bare sender 10 timer, fordi man skal sende 10 timer.
Men, siger hun:
- Selvfølgelig kommer vi til at følge med i, hvordan de her programmer kommer til at køre. Og vi er rigtig spændt på at se på både kvantitet og kvalitet, og hvordan hvordan det udfolder sig i forhold til det beløb, vi så har givet. siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
IA stemte også for den danske finanslov for 2022. Men ifølge partiets folketingsmedlem Aaja Chemnitz har IA ikke haft mulighed for at bestemme rammerne eller indholdet i udbudsmaterialet fra Slots- og Kulturstyrelsen.
På spørgsmålet om, hvad hun ser på forholdet mellem den forventet lydproduktion og budgettet på syv millioner kroner over tre år, skriver hun i en mail til KNR:
- Det lyder dyrt for få timers radio om ugen, men det må andre med indsigt i ansøgningen fra Slots- og Kulturstyrelsen have vurderet.