Krav om coronapas er forlænget i hele landet til 24. august

Naalakkersuisut har stadig ikke meldt officielt ud, at reglerne er forlængede - men det er de.
Frem til 24. august skal du være færdigvaccineret eller vise en negativ coronatest, når du går på bar. Arkivfoto Foto © : Hotel Hans Egede
Skrevet af Christine Hyldal
11. august 2021 09:55

Egentlig stod reglerne om at vise coronapas til steder, hvor der er offentlig adgang, være udløbet klokken 24 natten til i dag. 

Og da der var pressemøde om status på coronasituationen i Naalakkersuisut går, spurgte KNR, om reglerne bliver forlænget eller ej.

- Det kommer der en pressemeddelelse om senere i dag, lød det korte svar fra Kirsten Fencker, der er naalakkersuisoq for sundhed (Naleraq).

Det gjorde der bare ikke. Der blev heller ikke informeret på hverken Naalakkersuisuts hjemmeside eller på Naalakkersuisuts Facebook-side. 

LÆS OGSÅ Fakta: Færdigvaccineret når du rejser ind i Grønland og nye regler i Sisimiut

Men hvis man går ind på Naalakkersuisuts hjemmeside og klikker på ”kundgørelser”, ”2021” og ”kundgjort 10. august” – så vil man opdage, at coronareglerne faktisk ER forlænget – og de er forlænget til 24. august. 

Den nye bekendtgørelse er underskrevet af Kirsten Fencker. 

Lige nu arbejder KNR på at få en kommentar fra naalakkersuisoq Kirsten Fencker. Vi vil gerne vide, hvorfor Naalakkersuisut ikke har informeret om, at coronareglerne i hele landet er forlænget til 24. august, og om Naalakkersuisut forventer, at folk selv finder en bekendtgørelse på deres hjemmeside?

En meget kortfattet meddelelse om forlængelsen er nu lagt på nun.gl.

Her er de forlængede regler, der gælder i hele landet:

Du skal være færdigvaccineret eller kunne vise en negativ coronatest, der er max 48 timer gammel, når du:

  • Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende og deres tilhørende udearealer.
  • Kulturinstitutioner – herunder kulturhuse, biografer, museer og udstillingshaller.
  • Medborgerhuse og lignende.
  • Biblioteker.
  • Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter – herunder idrætslokaler og sportshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner. 
  • Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.   

    Her er det ikke et krav, at du er færdigvaccineret:
     
  • Lokaler og tilhørende arealer der bruges til detailhandel – altså butikker.
  • Posthuse.
  • Lufthavne.
  • Ekspeditionslokaler, serviceskranker med videre hos offentlige myndigheder (for eksempel kommunen) og forsyningsvirksomheder. 
  • Venteområder i forbindelse med offentlig transport og i offentlig transport.
  • Politiske forsamlinger
  • I dagtilbud
  • På skoler
  • Uddannelsesinstitutioner
  • Plejehjem

Hvis du for eksempel arbejder i en butik eller andre af de steder, hvor man skal kunne vise dokumentation for at man er færdigvaccineret, er det ikke et krav, at du selv er færdigvaccineret for at gå på arbejde. 

Det er heller ikke et krav for personer, der af Landslægeembedet generelt anbefales ikke at blive vaccineret mod Covid-19, og børn på 17 år eller under er også fritaget for krav om at vise "coronapas".