Korneliussen: Jeg har et ansvar for at give en stemme til dem, der ikke bliver lyttet til 

Da forfatter Niviaq Korneliussen i efteråret skulle tale om sin bog ’Naasuliardarpi' på Inuk Hostel i Nuuk, var det uden forventninger om et stort fremmøde. Hun forestillede sig ikke, at en aften i litteraturens tegn kunne trække et større publikum til.

Hun tog fejl. Folk fyldte cafeen og nøjedes ikke med at lytte. De delte ud. Af oplevelser. Af frustrationer. Det bekræftede forfatteren i, at folk er klar til bryde tavsheden og tale åbent om selvmordsproblematikken.  

- Det var meningen, at jeg skulle snakke om min bog og det litterære i det, men folk havde bare brug for at komme ud med alle de oplevelser, de havde haft og frustrationer, de har haft omkring systemet, husker Niviaq Korneliussen.

Efter hun for godt et halvt år siden udgav ’Naasuliardarpi', på dansk ’Blomsterdalen’, har reaktionerne fra læserne kun været positive, fortæller den 31-årige forfatter. Det er et bevis på, at samfundet er klar til at snakke om selvmordsproblematikken, mener Niviaq Korneliussen, men konstaterer samtidig:

- Man ved bare ikke, hvor man skal starte.  

Tallet 45

Ifølge Grønlands Politis årsstatistik begik 45 personer selvmord i 2019. Et tal, som Niviaq Korneliussen italesætter og minder læseren om i sin roman. For selvmord må aldrig blive noget, man ikke taler om.

- Håbet er jo også, at man læser bogen og tænker over, hvad kan jeg egentlig selv gøre? Man kan ikke bare lade som ingenting, siger hun.

Et af de initiativer, forfatteren selv har været med til at starte op, er den rejsende forfatterskole, hvor hun laver skriveworkshops for unge i Grønland. Og lytter til dem, der ikke føler sig hørt.

Foto © : KNR / Malik Brøns

- Selv om de har oplevet en helt masse lort i deres liv, har de alligevel den der kæmpestore medmenneskelighed og håb om fremtiden. Det er det, der driver mig. Jeg har et ansvar for at give en stemme til dem, der ikke bliver lyttet til. Så når jeg er ved at miste inspirationen, skal jeg bare lige holde en workshop, så er jeg helt på igen, siger Niviaq Korneliussen. 

Vendepunkt

Mødet med de unge blev et vendepunkt for Niviaq Korneliussen, og det fik forfatteren til at kigge på sit eget liv.

- Jeg har kendt mange, der har begået selvmord, siden jeg var barn. Hvorfor er jeg ikke blevet påvirket af det? Det var som om, jeg var immun. Men nu, hvor jeg havde ansvar for de her unge, og det var mig, de kontaktede, mens de lå på sygehuset, så var det først der, jeg var moden nok til at indse: Okay, jeg har et ansvar, og jeg var meget provokeret af, at jeg ikke havde tænkt på det noget før. At jeg ikke havde sat spørgsmålstegn ved det. Det var bare noget, der skete derude.

LÆS OGSÅ Niviaq Korneliussen er nomineret til prestigefyldt nordisk litteraturpris

I 2018 tog forfatteren initiativ til demonstrationen Imminornerit 0 Selvmord for at sætte fokus på selvmordsproblematikken og råbe politikerne op med budskabet om at afsætte flere penge til selvmordsforebyggelse.

På det tidspunkt havde hun ikke tænkt, at emnet skulle få en så central rolle for opfølgeren til debutromanen. Men sådan blev det - blandt andet hjulpet på vej af en samtale med forlagsredaktøren.

- Vi skulle holde møde om min næste bog, og det eneste jeg snakkede om, var selvmord. Så sagde hun, så put det dog i din bog, få det til at fylde meget mere.

Tvivlen

Det var dog på ingen måde uden etiske og moralske overvejelser, at Niviaq korneliussen besluttede sig for, at opfølgeren til debutromanen ’Homo Sapienne’ skulle handle om selvmord. Selv under skriveprocessen sneg tvivlen sig ind.

- Jeg var faktisk bange for at inspirere folk til at begå selvmord, men så bliver jeg hele tiden nødt til at overbevise mig selv om, at det altid har været en mulighed for os alle i Grønland, siden vi var børn. Vi kender alle sammen nogen, der har begået selvmord. Det er altid noget, vi ser i samfundet, så jeg er ikke den, der kommer til at plante ideen hos dem, siger hun og tilføjer: 

- Jeg var meget bange for, hvordan folk ville reagere, om de ville synes, jeg var kold, men så på et tidspunkt med alt det tankemylder, besluttede jeg mig for, at det også var okay, hvis jeg var syndebukken. Jeg kan sagtens klare det, jeg kan sagtens klare en hel masse lort, og hvis de synes, jeg er latterlig, er det okay. Det vigtigste er bare, at dem, der føler sig alene i det i forhold til, at de måske har haft nogle selvmordstanker, eller at de er pårørende til selvmordsofre, at de føler sig hørt. Så var det det hele værd.

Foto © : KNR / Malik Brøns

Prisregn

Men der kom ingen negative beskeder. I stedet modtog hun invitationer fra Avannaata Kommunia og Qeqqata Kommunia, som gerne ville have forfatteren ud og holde foredrag og workshops på blandt andet skoler om hendes bog og selvmordsproblematikken. 

Derudover er der også kontakt til Kommune Kujalleq om et lignende samarbejde, fortæller forfatteren.  

- Når man snakker om selvmord, så tænker folk jo med det samme, at det bliver hårdt, og vi skal snakke om vores følelser. Men jeg har så gjort det på en anden måde, hvor jeg er lidt mere løsningsorienteret. I stedet for at vente på systemet, hvad er det så vi kan gøre? Det synes folk er meget forfriskende, siger hun.

LÆS OGSÅ Forfatterforening roser nomineringer til nyskabende Niviaq Korneliussen 

Blomsterdalen er heller ikke gået ubemærket hen i resten af Norden. Bogen er nemlig blevet nomineret til fire store litteraturpriser. Nemlig Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Montanas Litteraturpris og Kritikerprisen i Danmark.

- Det er meget mærkeligt at tænke på, men det er også en meget fin anerkendelse, synes jeg, og jeg tænker også, at min bog fortjener at blive hørt, fordi jeg stadig tror på sagen, jeg tror stadig på, at den kan gøre en forskel.

Det er først til november, at Nordisk Råds Litteraturpris bliver uddelt. Montanas Litteraturpris og Kritikerprisen bliver uddelt i begyndelsen af marts.