Kongehuset markerer kong Frederiks første fødselsdag som regent med nyt billede

Kong Frederik fylder 56 år søndag den 26. maj. Det er hans første fødselsdag, efter at han er blevet regent, og dagen markeres i hele rigsfællesskabet.
Søndag klokken 12 dansk tid trådte Kong Frederik X ud på balkonen på Amalienborg i København for at vinke til de mange mennesker, der var mødt op for at fejre kongens fødselsdag. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
26. maj 2024 13:18

Kongehuset har søndag offentliggjort et nyt billede af kong Frederik, i forbindelse med at han fylder 56 år. Det er sket på kongehusets hjemmeside.

Her er der i dagens anledning også oprettet en såkaldt digital gratulationsliste, hvor det er muligt at skrive en fødselsdagshilsen til kongen.

Fejringen søndag ser lidt anderledes ud, end den tidligere har gjort for kong Frederik. Det er nemlig hans første fødselsdag som regent, siden han overtog rollen efter dronning Margrethe i januar.

Fødselsdagen blev markeret klokken 12 dansk tid på Amalienborg, hvor kong Frederik og kongefamilien viste sig på balkonen på Frederik VIII's Palæ.

Traditionen med at vinke fra balkonen er en, som han fører videre fra sin mor, dronning Margrete.

På Amalienborg Slotsplads kunne de fremmødte fejre kongen med fællessang, da Den Kongelige Livgarden spillede "I dag er det kongens fødselsdag".

Den Kongelige Livgarde vil, som traditionen byder på regentens fødselsdag, have røde gallauniformer på, som bruges ved særlige lejligheder.

Koncerten sluttes af med "Kronprins Frederiks Honnørmarch", da der endnu ikke er lavet en ny march i anledningen af hans nye titel som konge.

Resten af dagen fejres under private former, oplyser kongehuset.

Også her i landet markeres kongens fødselsdag flere steder med flag og fest. Blandt andet i Nuuk hvor lokalmuseet søndag formiddag har budt på kaffemik og motionsløb, mens Arktisk Kommando har hyldet kongen med en kanonsalutering fra Nuup Saava. 

/ritzau/