Kong Frederik i Nuuk: - Jeg er ikke på mission

Kong Frederik er glad for, at han nu er landet i Grønland, siger han.
Kong Frederik (tv.), formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (i midten) og chef i Formandens Departement, Hans-Peder Barlach Christensen (th.), på vej på sejltur. Foto © : KNR / Markus Valentin
29. april 2025 13:46

Kong Frederik og formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), er nu taget afsted på sejltur under en blå himmel i Nuuk.

Inden afrejse fik en journalist mulighed for at stille et spørgsmål til kongen.

Hvad er deres mission med at være i Grønland nu?

- Jeg er ikke på mission, jeg rejser til Grønland. Jeg er glad for det, hver gang jeg kommer til Grønland, og jeg synes, jeg har fået et fantastisk vejr her i Nuuk, siger kong Frederik ifølge DR.

Foto © : KNR / Markus Valentin

Det er 10 måneder siden, at kong Frederik var i Grønland sidste gang. Og ifølge flere eksperter er det ikke tilfældigt, at kongen allerede nu er tilbage i landet. 

Det skal nemlig ses i lyset af den amerikanske præsident Donald Trumps gentagende udtalelser om, at USA bør overtage Grønland.

- Kongens valgsprog er ‘Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark’. Måske fordi jeg kommer fra Grønland, tolker jeg det som et signal til hele det danske kongerige om, at kongens største mål er at bevare rigsfællesskabet. Det synes jeg, han understreger med sit besøg, sagde Nauja Bianco, der er selvstændig konsulent med fokus på Grønland, Arktis og Nordatlanten, mandag til KNR.

Et stærkt bånd

Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), har netop været på et tre dages ophold i Danmark. Han rejste tirsdag morgen sammen med kong Frederik til Nuuk.

Og han er glad for, at kong Frederik nu er på besøg i landet.

På spørgsmålet om, hvilket signal det sender, at kongen besøger Grønland i denne tid, svarer han:

- Jeg synes, det sender et signal om, at kongen gerne vil Grønland. At han rigtig godt kan lide Grønland og det bånd, der har været stærkt mellem kongehuset og den grønlandske befolkning, stadig er stærkt, siger Jens-Frederik Nielsen ifølge DR.

Efter sejlturen skal kong Frederik til kaffemik i Katuaq, hvor nuummiut også har mulighed for at komme forbi og hilse på. Arrangementet starter klokken 15.