Kommuneqarfik Sermersooq søger frivillige til ture i naturen

Borgere, der er gangbesværede eller sidder i kørestol, har ofte ikke mulighed for at komme ud og nyde naturen.
Nuuk solopgang 21/6-2016 kl. 3.15 (sommertid) Foto © : KNR/Steen Berthelsen
Skrevet af Karsten Sommer
22. august 2016 15:12

Det gør Kommuneqarfik Sermersooq nu noget ved, og arrangerer den 28. august en tur ud i naturen for dem, der ikke kan gøre det alene.

- Vi ved, at det betyder meget for de ældre, som ofte mest opholder sig indendørs, at komme ud og få et gensyn med naturen, fjeldet og vandet. Det bringer gamle minder til live, og er sundt for kroppen, så det vil Kommuneqarfik Sermersooq gerne støtte op om, udtaler Mikael Kemner, fysioterapeut i kommunen.

Kommuneqarfik Sermersooq opfordrer derfor frivillige til at melde sig til at skubbe kørestole eller støtte folk med gangbesvær, når turen finder sted søndag den 28.august.

- For eksempel kan man vælge at hjælpe et af sine egne ældre familiemedlemmer på turen, eller hjælpe andre af Nuuks ældre borgere, skriver kommunen, som håber at ideen breder sig til andre byer i Grønland.

- Med din hjælp kan du sikre, at alle får en dejlig og oplevelsesrig dag i naturen - og samtidig selv få motion, skriver kommunen.