Kommuneqarfik Sermersooq: Økonomien er i balance

Kommuneqarfik Sermersooqs økonomi er grundlæggende i balance, men kommunen har mange udfordringer, før økonomien er i orden.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
05. februar 2013 11:12

Det siger Kommuneqarfik Sermersooqs fungerende administrerende direktør, Stine Johansen til KNR, efter at revisionsfirmaet Deloitte skrev i deres bemærkninger, at kommunens regnskab for 2011, har for mange problemer af styringsmæssig og regnskabsmæssig karakter.

- Allerede i 2012 igangsatte kommunalbestyrelsen interne konsolideringsprojekter i kommunen, der havde særlig fokus på beskrivelse af forretningsgange, blandt andet inden for økonomi. Både ledere og medarbejdere arbejder på dette, og vil gøre det fremover.

Men samtidig erkender Stine Johansen også, at kommunen har mistet kontinuiteten ved økonomistyringen ved de mange direktørudskiftninger.

- Det er klart, at med direktørudskiftningerne i Kommuneqarfik Sermersooq har kommunen mistet en vis kontinuitet. At udskiftningerne skyldes rod i regnskaberne vil være for ensidigt at sige, siger Stine Johansen.

Kommuneqarfik Sermersooq, der har en årlig omsætning på godt 1,3 milliarder kroner, endte året 2011 med et underskud på 6,3 millioner kroner.

Selvom der var mærkbare forbedringer i kommunens årsregnskab for 2011, var der mange problemer af styringsmæssig og regnskabsmæssig karakter, skrev revisionsfirmaet Deloitte i deres bemærkninger, efter at have gennemgået kommunens regnskab.

- Jeg vil gerne overfor Kommuneqarfik Sermersooqs borgere understrege, at vores økonomi grundlæggende er i balance og driften fungerer. Det faktum fremgår også i revisionens bemærkninger, men har ikke været bragt i pressen, siger Stine Johansen og oplyser videre, at kommunen systematisk arbejder på at løse problemerne.

- Som revisionen også skriver, så kan det jo konstateres at der er forbedringer, regnskabsår efter regnskabsår, og at den daglige drift fungerer. Vi har stadig mange udfordringer som vi arbejder på systematisk for at løse, vi er ikke i mål, men vi er på vej, siger fungerende administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Stine Johansen.

Borgmester Asii Chemntz Narup har ikke ønsket at udtale sig om kommunens økonomi styring.