Kommune skal finde ny topchef

Qaasuitsup Kommunia skal ansætte en ny kommunaldirektør i marts. Åremålsansættelsen med Henrik Rafn slutter i marts.
Skrevet af Noah Mølgaard
11. december 2012 10:57

Henrik Rafn, der startede som kommunaldirektør i daværende Ilulissat kommune, har en åremålsansættelse, der slutter i det nye år. Han er heller ikke udelukket fra at søge stillingen som kommunaldirektør, som nu er slået op.

- Alle ansøgere får mulighed for at komme i betragtning. Det bliver økonomiudvalget, der kommer med en anbefaling. Men det er kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvem der skal ansættes som kommunaldirektør, siger borgmester i Qaasuitsup Kommunia Jess Svane til KNR.gl.

Henrik Rafn blev kommunaldirektør i Ilulissat kommune i 2002 og har efter kommunesammenlægningen i 2009 været topschef i en svær periode, som den nye storkommune skulle igennem.

- Man kan sige, at vi nu har været gennem den sværeste del af kommunesammenlægningen. Men det har også været en meget spændende periode, siger Jess Svane.

Den kommende kommunaldirektør træder ind i sin stilling per 1. marts 2013.