Kommune og politi varsler piteraq i Tasiilaq

DMI varsler, at Tasiilaq kan blive ramt af piteraq i eftermiddag. Politiet opfordrer borgere til at blive inden døre, når piteraqen står på.
Grønlands Politi opfordrer borgere i Tasiilaq til at blive inden døre indtil onsdag formiddag. Foto © : Ella Kuitse
23. maj 2023 11:35

I eftermiddag skal borgere i Tasiilaq forberede sig på voldsomt vejr, da DMI har varslet, at byen kan blive ramt af en piteraq.

Stormen forventes, at være aftaget i løbet af formiddagen i morgen.

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på deres hjemmeside. 

I meddelelsen fremgår det, at Beredskabet opfordrer borgerne i Tasiilaq til at sikre læse genstande. Samt at søge sammen med andre, inden det blæser op, hvis uvejret gør borgere utrygge.. 

Grønlands Politi har sendt en varsel ud til borgerne på Facebook.

Her opfordres der til, at borgere bliver inden døre indtil blæsevejret forsvinder i løbet af formiddagen. 

Hvis borgere har brug for kommunens eller beredskabets hjælp under stormen, kan beredskabet kontaktes på +299 367789.