Kommunalvalgskandidat: Det skal kunne betale sig at arbejde

I øjeblikket er langt de fleste politikere koncentreret om valget til Inatsisartut d. 12. marts, og de fleste har næsten glemt, at der tre uger senere er valg til kommunalbestyrelserne i landets fire kommuner. Ane Lone Bagger, der stiller op for Demokraterne i Qaasuitsup Kommunia, trodser de dårlige odds og kommer med et udspil på det kommunalpolitiske område.
Skrevet af Peter Troelsen
23. februar 2013 12:04

Det drejer sig om de mange mennesker på offentlig overførsel, og hvordan kommunerne i fremtiden skal få pengene til at slå til. I øjeblikket er det ifølge Ane Lone Bagger så profitabelt at være på passiv forsørgelse, at flere ikke har motivationen til at finde et job.

-Der er desværre nogle, som er sunde og raske, der kan varetage et job, som ikke gør det. Der er desværre nogle, som arbejder lige nok til at kunne modtage arbejdsmarkedsydelse i stedet for offentlig ydelse. Når de så har modtaget arbejdsmarkedsydelse og overgår til offentlig ydelse, kan de pludselig tage et job. Der er desværre nogle, der udnytter denne lovgivning, fastslår Ane Lone Bagger fra Demokraterne i Qaasuitsup Kommunia.

Til gengæld findes der i samfundet nogle, som har arbejdet hele deres liv, og nu er gået på førtidspension, som ikke engang kan leve et værdigt liv. De er kommet i klemme, fordi deres ydelse iflg. lovgivningen bliver udregnet udefra ægtefællens indtægter. Nogle får nærmest ingenting.

-Det skal og må laves om. Det skal ikke kunne betale sig at leve af offentlige ydelser for den sunde og raske. Den der har arbejdet og ydet hele sit liv har krav på værdighed. Det skal kunne betale sig at arbejde i Grønland, mener Ane Lone Bagger.