KNR Inatsisartuts forårssamling transmitteres direkte på KNR2

Foto © : Inatsisartut
07. april 2016 15:44

KNR transmitterer ikke Inatsisartuts forårssamling 2016 direkte i radioen. Møderne bliver dog stadig transmitteret direkte på KNR2 i TV, ligesom det er muligt at streame møderne direkte gennem både knr.gl og inatsisartut.gl.

Inatsisartut meddelte os i marts måned, at forårssamlingens mødetidspunkter bliver rykket frem, så de nu ligger fra kl. 10:00 til 14:00. Det betyder, at KNR skal ændre hele sin planlagte programflade under hele forårssamlingen, hvis vi skal transmittere møderne i radioen. Det kan vi ikke med så kort varsel, siger direktør i KNR, Karl-Henrik Simonsen.

Han understreger, at der som bekendt stadig er god mulighed for at følge møderne på anden vis, hvis man gerne vil.

- Man kan se og høre møderne på KNR2. Og det har sådan set altid været meningen, at mødernes spredning primært skal foregå gennem KNR2. Det er så det, vi gør nu. Er der en ekstraordinær vigtig debat, vil vi selvfølgelig redaktionelt vurdere, hvorvidt debatten skal sendes i KNR radio. Derudover dækker både Radioavisen, Qanorooq samt diverse debatudsendelser. Emner og debatter skal nok blive videreformidlet til befolkningen, slutter direktøren.

Årets forårssamling starter i morgen fredag.

 

For yderlige information kontakt direktør Karl-Henrik Simonsen tlf. 36 15 00, mail khs@knr.gl