Nekrolog: Elna Egede, Grønlands modige journalist, er gået bort

16. maj 2024 11:03

Det er med stor sorg, at vi er blevet meddelt, at Elna Egede, en af Grønlands mest modige og dedikerede journalister, er gået bort.
Hun blev 70 år.

Elna Egede var kendt for sin ukuelige vilje og sin stærke stemme i det grønlandske samfund.

Elna blev født i Narsaq og oplevede som barn store personlige tab. Hun mistede sin far som femårig og senere sin mor, hvilket tvang hende til at tage ansvar for sine yngre søskende. Disse oplevelser formede hendes dybe engagement i sociale spørgsmål.

Elna Egede startede som speaker i KNR og uddannede sig til journalist bagefter. Hun arbejdede blandt andet på AG, KNR og Nuuk TV. Hun blev landskendt for sit stædige og grundige arbejde inden for journalistik, særligt da hun i 2007 afslørede korruption blandt ledende politikere i Nuuk. Hendes modige indsats kostede hende jobbet, men skabte samtidig grundlag for væsentlige forandringer i samfundet.

Elna Egede blev hædret af TP (Presseforeningen i Grønland) og modtog også et legat uddelt på Dansk Journalistforbunds Fagligt Forum i København i 2008 for ’at have stået op mod samfundets øverste lag’. Disse priser anerkendte hendes banebrydende indsats og hendes urokkelige kamp for sandhed og retfærdighed.

Elna Egede kæmpede hele sit liv for de udsatte i samfundet og troede på, at Grønland måtte se sine sociale problemer i øjnene for at kunne bevæge sig fremad. Hendes engagement, skarphed og kritiske sans gjorde hende til en elsket og respekteret figur blandt kolleger, venner og familie.

Elna Egede var en kvinde med hjertet på rette sted, en person der aldrig veg tilbage fra at stå op for sandheden og retfærdigheden. Hun vil blive dybt savnet af os alle.
Æret være Elna Egedes minde.

Med venlig hilsen,

KNR’s bestyrelse