KNR Nyheder skærer ned i foråret
Usædvanligt mange journalister har indenfor kort tid her i foråret valgt andre udfordringer og forladt KNR Nyheder.
Det tvinger afdelingen til at skære ned på radioavisen, Qanorooq og artikler på KNR.gl.
Brugerne vil kunne mærke det ved færre radioaviser, kortere Qanorooq-udsendelser og færre artikler på nettet allerede fra i dag, tirsdag 19. april.
- Virkeligheden er den, at flere journalister har søgt nye udfordringer i de private virksomheder og i de offentlige, hvor de kan få en højere løn. Og det udfordrer KNR, siger nyhedschef Alice Sørensen.
Mangler at besætte 20 procent af stillingerne
Public service-stationen har ikke kunnet besætte ledige stillinger i samme takt, som afgangen af journalister.
- Det er ganske normalt, at der kommer opsigelser i løbet af årene, men så mange på én gang er svære at skifte. Vi mangler i øjeblikket at få besat 20 procent af de journalist-uddannede stillinger i nyhedsafdelingen, siger Alice Sørensen.
- Vi har for eksempel endnu ingen ansøgere til de ledige stillinger på den grønlandske del af radioavisens besætning. Der er ansøgningsfrist den 15. april. Til gengæld havde vi 16 ansøgere til en dansk-sproget journaliststilling.
Og det tvinger nyhedsafdelingen til at skære ned på produktionen i en periode.
- Vi er nødt til at tilpasse vores produktion til virkeligheden. Med en markant reduceret medarbejderskare kan nyhedsafdelingen ikke levere samme mængde nyheder, som hvis alle stillinger var besat, siger nyhedschefen.
Lønnen er synder
Konkret betyder det, at radioavisens udsendelse klokken 9 på hverdagene udgår, og at middagsradioavisen bliver 12 minutter på grønlandsk og 10 minutter på dansk på hverdagene i stedet for 15 minutter på hvert sprog.
Nedskæringen betyder også, at Qanorooq skal levere kortere TV-aviser, ligesom der vil komme færre artikler på knr.gl.
- Qanorooq har manglet to journalister i en længere periode. Alligevel har vi leveret de 20 minutter, som vi skal, stort set hver dag. Men det holder ikke i længden. Og når folk tager på ferie, kursus, barsel eller bliver syge, bliver det svært at komme op på de 20 minutter, siger Alice Sørensen.
Ifølge hende er det lønnen, der er det gennemgående tema, når journalister fortæller om hvorfor, de vælger KNR Nyheder fra.
- Vi taler altid med medarbejdere, der vælger at stoppe. De siger næsten samstemmende, at lønnen er for lav i forhold til, hvad de kan få som informationsmedarbejdere eller ministersekretær for eksempel. Vi har også været tæt på ansættelser, men folk har sprunget fra fordi den løn, vi kan tilbyde i den gældende overenskomst, er for lav, siger nyhedschefen.