KNR har fået ny bestyrelse

Efter lang ventetid er de fem medlemmer af KNR's nye bestyrelse blevet udpeget.
Bestyrelsen sidder i fire år. Den nye bestyrelse fungerer fra 1. januar 2023 til 31. december 2026.
09. marts 2023 17:16

Nu er den nye bestyrelse til KNR endelig faldet på plads.

Det skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Den skulle ellers have været udpeget tilbage i januar, men processen er flere gange blevet udskudt.

KNR’s bestyrelse sammensættes med fem medlemmer, hvoraf bestyrelsesformanden og et medlem bliver udpeget af naalakkersuisut.

De øvrige tre medlemmer udpeges af naalakkersuisut efter indstilling fra Ilisimatusarfik, den landsdækkende kunst- og kulturorganisation i Grønland og de fastansatte medarbejdere i KNR.

Bestyrelsen sidder i fire år. Den nye bestyrelse fungerer fra 1. januar 2023 til 31. december 2026.

Den nye bestyrelse ser sådan ud:

  • Bestyrelsesformand Mette Steenholdt
  • Medlem Juliane Henningsen Heilmann
  • Medlem Masaana Egede
  • Medlem Miki Jensen
  • Medlem Henriette Simonsen

Den nye bestyrelse får til opgave at udpege en ny direktør til KNR. KNR’s nuværende direktør Karl-Henrik Simonsen opsagde i februar sin stilling.

Desuden træder den nye bestyrelse til midt i en situation, hvor Grønlands medieforbund, Tusagassiuinermi Sulisut Peqetigiifiat (TP), kræver højere løn til de ansatte i KNR.

Kulturudvalget og Peter Olsen, naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, samledes tirsdag til et møde om KNR’s fremtid.

Her var Kulturudvalget rungende enige: KNR er i knæ og skal have hjælp.