KNQK kritiserer myndigheder i kontroversiel slædehundesag

En sagsbehandling på over halvandet år er alt for lang tid, lyder det fra hundeslædeorganisationen KNQK. Organisationen henviser til den kontroversielle sag om mulig blanding af hunde med den grønlandske slædehund.
Billlede af en grønlandsk slædehund. Foto © : Abbas Moaddab
25. juni 2019 07:24

Der er gået mere end halvandet år, siden der opstod mistanke om, at nogen har indført hunde til hundeslædedistriktet Qeqertarsuaq og blandet dem med oprindelige grønlandske slædehunde.

Det er alt for lang tid, lyder det fra Hansiaraq Zeeb, der er foreningssekretær i KNQK.

- Det er myndighedens opgave at udføre arbejdet hurtigt, og de skal sørge for at sikre, at der bliver gjort noget, når der er mistanke. Det har de ikke gjort i denne sag, hvilket har sat os og hundeejere i en vanskelig situation, siger han.

Konsekvensen er blandt andet, at hundeslædeejere i Qeqertarsuaq i de seneste par år har måtte aflive hundehvalpe.

LÆS OGSÅ Fejl forsinker slædehundeundersøgelse

Sagen har været forsinket ad flere omgange. Det var oprindeligt planen, at resultaterne skulle være klar i januar, men dengang blev de udskudt til april på grund af fejl. Siden er der stadig ikke kommet nyt om resultaterne.

Derfor er ønsket klart, hvis der opstår en lignende situation igen.

- Vi kan ikke vente i så lang tid en gang til. Opstår der på ny mistanke om raceblanding, ønsker vi, at man stopper det og straks sikrer, at de ikke bliver spredt, siger han.

Stilhed fra ansvarlige myndigheder

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den ansvarlige Naalakkersuisoq Jens Immanuelsen (S), da han er på rejse.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra veterinærmyndighederne. Det bekræftes dog, at resultaterne forventes at være klar inden for et par uger.

Man afventer fortsat endelig bekræftelse af de DNA-analyser, som er foretaget på de mistænkte hunde.

Derfor vil man heller ikke be- eller afkræfte, om der er tale om blandingshunde. Hos KNQK er der dog ikke tvivl om, hvorvidt nogen har blandet hunderacer med den grønlandske slædehund i strid med loven.

LÆS OGSÅ DNA-undersøgelse er klar - men resultat er hemmeligt

- Vi ved ikke, hvilken race de tilhører, men vi kan se, at de ikke er af grønlandsk slædehund, lyder det fra Hansiaraq Zeeb.

Han siger, at man i Qeqetarsuaq gør så meget som muligt for at holde den unikke grønlandske slædehund raceren, og sagen derfor ærgrer ham meget.

- Hvis der er sket en sammenblanding, må den have spredt sig betydeligt meget. Jeg ved dog, at nogle hundeslædeejere i Qeqertarsuaq er så omhyggelige med deres hunde, at de afliver nye hvalpe, der kommer til. Som protektor for den grønlandske slædehund er det meget trist, siger han.

Der findes omkring 15.000 slædehunde i Grønland. I løbet af de sidste 20 år er antallet halveret.