Klima-aftale forlænget

På COP18-klimakonferencen i Qatar er der lørdag eftermiddag opnået enighed om at forlænge Kyoto-aftalen med 8 år - altså frem til 2020. Formålet er at bremse den globale opvarmning.
09. december 2012 12:44

Kyotoaftalenomfatter imidlertid kun et begrænset antal lande, som tilsammen udleder mindre end 15 procent af de drivhusgasser, der udledes på verdensplan.

Store forurenere som Kina og USA står uden for aftalen.

- Jeg vil understrege at USA har alvorlige problemer med teksten. Den er ikke acceptabel for os, lød amerikanernes melding under klimakonferencen.

Mens EU-landene i det kommende år øger klimahjælpen til ulandene, har flere af de rigeste lande undladt at øge deres finansiering.

Og det skuffer den danske klima- og energiminister, Martin Lidegaard :

- Det er skuffende, at der ikke er flere penge til klimahjælp i ulandene. Vi kommer kun lige i mål med denne aftale. Den er ikke prangende, udtaler Martin Lidegaard.

Og Grønlands politisk ansvarlige på klimaområdet, naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen er af samme holdning:

- Jeg er fuldstændig enig med Martin Lidegaard. Vi havde naturligvis håbet på, at nogle af de større lande og mest forurenende lande også gik med i en aftale og samtidig også var med til at betale, sådan at de lande, der ikke har råd til det, også kunne være med. I denne henseende bør verden kigge på det som et samlet problem for hele verden og ikke kun de enkelte lande, Sådan lyder det fra Jens B. Frederiksen, der har deltaget i de seneste dages forhandlinger i Qatar som medlem af Rigsfællesskabets delegation.

Han mener dog at aftalen, der nu er indgået, giver et grundlag at forhandle videre på.

- Jeg tror de fleste havde håbet på lidt mere, men nu blev det det her. Og i forhold til at få ingenting, mener jeg, at der er rigtig meget at bygge videre på. På de kommende COP'er - altså COP19 og COP 20, er der jo stadig mulighed for at arbejde videre på nogle tillægsaftaler, siger Jens B. Frederiksen lørdag til radioavisen.