Kirkegård for grønlændere er renoveret
Hvide sten afgrænser den grønlandske afdeling af Vestre Kirkegård i København. Stenene er hentet fra fjeldet Qaqortorsuaq i fjorden Kangerlussuaq og transporteret til København, fortæller landskabsarkitekt Lone Van Deurs, der har været med til at renovere kirkegården.
Og så er der i lighed med kirkegårdene herhjemme opsat en ny himmelport med kors ovenpå, og den forbinder kirkegårdens gamle og nye afdeling.
Det fortæller Bispekontoret i Nuuk i en pressemeddelelse.
Den grønlandske menighed vil fejre resultatet af den omfattende renovering den 3. maj, hvor begivenheden starter med gudstjeneste i Helligåndskirken.
Her vil domprovst Maannguaq Dalager deltage sammen med den grønlandske menighed i København, som sammen med andre interesserede bliver budt på kaffe.
Flere har støttet projektet
Renovering af kirkegården har kunnet lade sig gøre gennem samarbejde mellem det grønlandske bispeembede og det danske kirkeministerie.
Pengene til renoveringen er skaffet gennem den danske finanslov samt bevillinger fra A.P Mølle Fonden, råstoffirmaet Lumina og Royal Arctic Line.
Den 32-årige styrmand Apollo var den første grønlænder, der blev begravet i Vestre Kirkegård. Det skete i 1948.
Først nogle år senere - i 1952 - blev der lavet en grønlandsk afdeling af kirkegården. En af de historiske personer fra Grønland, der er begravet i kirkegården, er den forhenværende minister for Grønland Knud Hertling