Kim Kielsen svarer på skarp kritik: Det er taget til efterretning

Siden tirsdag har det ikke været muligt at få en reaktion fra Naalakkersuisuts formand på den hårde kritik fra Revisionsudvalget. Men nu rører Kielsen på sig.
- Jeg tager revisionsudvalgets beretning til efterretning, herunder de kritikpunkter fra udvalgets side, som er anført i beretningen, siger Kim Kielsen i en mail til KNR. Foto © : KNR
10. september 2020 12:01

Kritikken er taget til efterretning.

Sådan lyder svaret kort og godt fra formand for Naalakkeruisut, Kim Kielsen, ovenpå en særdeles hård kritik, der blev udtalt af Inatsisartuts Revisionsudvalg i mandags.

- Jeg tager revisionsudvalgets beretning til efterretning, herunder de kritikpunkter fra udvalgets side, som er anført i beretningen, siger Kim Kielsen i en mail til KNR.

Udvalget har undersøgt den såkaldte stenbider-sag, hvor Kielsens habilitet blev bragt i søgelyset i forbindelse med en hævelse af kvoten på stenbider.

LÆS OGSÅ Revisionsudvalget rejser skarp påtale af Kielsen i stenbidersag

Revisionsudvalgets medlemmer valgte at udtale den hårdest mulige kritik af, at Kielsen angiveligt ikke havde været opmærksom på de habilitetsproblemer, der kunne opstå, da han samtidig med hævningen af kvoten havde lejet sin båd til en fisker.

I sin mail skriver formanden for Naalakkersuisut dog, at han havde været opmærksom på habilitetsspørgsmålet, da selv han vurderede, at han ikke var inhabil.

Det skete dog uden at underrette nogle af sine kolleger, hvilket Kielsen har beklaget, skriver han i mailen.

Kritik fra flere sider

Revisionsudvalgets formand og Kim Kielsens partifælle, Erik Jensen, har overfor KNR understreget, at det har været svært at samarbejde med Naalakkersuisut om sagen, hvilket han fandt meget kritisabelt.

På den anden side i Inatsisartut har en af lederne i oppositionen, IA's-formand, Múte Borup Egede, lagt op til, at sagen muligvis kan få konsekvenser, når den formentlig skal diskuteres i salen.

LÆS OGSÅ Erik Jensen om stenbidersag: Naalakkersuisut har været hård at kæmpe med

Et af koalitionspartierne i Naalakkersuisut - Demokraatiit - agter ikke at vælte Kim Kielsen, ifølge partiets formand Jens-Frederik Nielsen.

Demokraterne har med formandens egne ord også taget kritikken til efterretning.

KNR ville gerne have haft et interview med Kim Kielsen, men ifølge formandens sekretariat er han ikke i Nuuk disse dage, og derfor er det ikke muligt at få et interview.