Kenneth Kleist stiller op som formand i KAK
Der skal vælges ny formand i Grønlands Boldspilunion KAK lørdag 21. oktober under det ordinære repræsentantskabsmøde.
Den nuværende formand Benjamin Kielsen stiller ikke op til formandsvalget, og der er indtil videre én officiel kandidat til formandsvalget.
Det er Kenneth Kleist fra B-67 fra Nuuk, der har flere års erfaring med frivilligt arbejde i klubben.
- Jeg har efter længere tids betænkningstid besluttet mig at stille op, siger Kenneth Kleist til KNR.
Han har sat sine fingeraftryk i store aftaler, som B-67 har indgået med klubber udenfor Grønland. Der er blandt andet indgået aftale med FC København, Klaksvik på Færøerne og Orebro i Sverige.
Ny turneringsform
Nu føler han sig klar til at påtage sig et ansvar i KAK.
- Jeg har været med i ledelsen af B-67 i flere år, hvor jeg også har rådgivet med forskellige ting. Det er ikke fordi, jeg føler, at jeg har gjort hele arbejdet færdig, men jeg føler, at jeg kan være med til at udvikle Grønland, siger Kenneth Kleist.
- Jeg har savnet større samarbejde mellem klubber i Grønland og rådgivning mellem klubber med ideer om videre udvikling, siger Kenneth Kleist, der også har savnet større åbenhed fra KAK’s bestyrelse.
Det er stadig uvist, om der bliver kampvalg til formandsvalget i KAK. Der har været forlydender om flere kandidater, men der er endnu ikke kommet flere officielle kandidater til formandsvalget.
Et af de store emner for den kommende bestyrelse i KAK bliver ny turneringsform i futsal og udendørsfodbold.
- Jeg er meget spændt på udfaldet af den debat. Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt, men det kræver, at alle bidrager til at få det til at lykkedes, siger Kenneth Kleist.
Der kan ifølge KAK’s vedtægter opstilles kandidater til formandsposten og bestyrelsen indtil umiddelbart før valget.