Katastrofal start for grønlandske efterskolelever i Danmark

Rekordmange grønlandske elever starter helt uforberedte på danske efterskoler. Sprogproblemerne er for store, og enkelte ankommer helt uden bagage eller lommepenge, lyder meldingen. Nu råber De Grønlandske Huse op.
Foto © : Hordaland fylkeskommune/Flickr
23. august 2017 06:52

På blot to uger har uddannelsesvejlederne i Det Grønlandske Hus i København måtte yde krisehjælp til syv nystartede, grønlandske efterskoleelever på Sjælland. Det sker, fordi skolerne rapporterer om alvorlige udfordringer med eleverne.

- Vi oplever rigtig mange problemer i år. Og det er jo rigtig ærgerligt at sige, fordi vi er kun 10 dage inde i en efterskolesæson, siger uddannelsesvejleder Pia Rosing Heilmann til KNR.

Ringe danskkundskaber og ingen bagage

Huset har kontakt til 34 grønlandske elever, der alle er startede på efterskoler på Sjælland i august. To elever er allerede stoppet og på vej retur til Grønland, mens problemerne med de øvrige fem elever bl.a. bunder i sproglige vanskeligheder.

Så vanskelige, at eleverne ikke kan indgå i undervisningen eller deltage i sociale arrangementer på skolerne.

LÆS OGSÅ Netværk skal hjælpe grønlandske efterskoleelever i Danmark

- Den største udfordring er, at mange af dem er meget generte, og at deres dansk ikke altid lige er nok til at gå på efterskole. Man skal jo kunne sige noget (på dansk, red.). Og man skal kunne forstå, for at kunne lære noget mere, siger Pia Rosing Heilmann.

Grønlandske efterskoleelever

Antal grønlandske elever optaget på danske efterskoler + tal for afbrudte ophold:

2015/16: 265 påbegyndte - 51 afbrudte
2014/15: 282 påbegyndte - 56 afbrudte
2013/14: 307 påbegyndte - 54 afbrudte
2012/12: 282 påbegyndte - 25 afbrudte
2011/12: 259 påbegyndte - 24 afbrudte
2010/11: 283 påbegyndte - 30 afbrudte

Antal optagende elever og afbrudte forløb på efterskoler i Grønland (Efterskole Villads Villadsen og Maniitsumi Efterskoli):

2015/16: 160 påbegyndte – 56 afbrudte
2014/15: 167 påbegyndte – 51 afbrudte  
2013/14: 160 påbegyndte – 68 afbrudte
2012/13: 157 påbegyndte – 52 afbrudte
2011/12: 157 påbegyndte – 43 afbrudte

Selvstyret yder tilskude til efterskoleophold i Danmark. Tilskuddet afhænger af forældrenes indkomst. Indkomster under 340.000 kr. om året kan få hele skoleopholdet betalt.

Kilde: Grønlands Statistik og Sullissivik.gl

Også De Grønlandske Huse i Aalborg, Aarhus og Odense melder om problemer hos de grønlandske efterskoleelever, som de er i kontakt med, og som endnu blot har gået en eller to uger på skolerne.

Foruden dårlige danskkundskaber oplever husene og efterskolerne, at flere elever ankommer uden de fornødne ting til et efterskoleophold i Danmark som fx en bærbar computer eller sportstøj. Enkelte ankommer helt uden bagage.

- Vi har oplevet, at der er nogen, der ikke har noget skiftetøj med eller tandpasta eller en tandbørste. Eller lommepenge. Jeg siger ikke, at man skal have lommepenge med til hele året på én gang. Men vi har oplevet nogen, som faktisk har under 20 kroner, når de ankommer, siger Pia Rosing Heilmann og påpeger, at de dermed end ikke har penge til transporten fra lufthavnen og til skolen.

Dårligere og dårligere forberedte

Mellem 250-300 grønlandske elever starter hvert år på en dansk efterskole. Og det er generelt et rigtig godt tilbud, da opholdet i langt de fleste tilfælde løfter eleverne fagligt og socialt, lyder det sammenstemmende fra De Grønlandske Huse.

Men flere og flere grønlandske børn møder for uforberedte op til skoleåret. Og derfor ender det i stedet med hårde nederlag for flere af dem, siger uddannelsesvejleder i Det Grønlandske Hus i Odense, Mette Lund.

LÆS OGSÅ Plads til forbedringer hele vejen rundt

- Vi oplever ikke, at de er blevet bedre til dansk - tværtimod. Og det resulterer i situationer, hvor de går helt i hårdknude, siger hun.

Og det gør det ikke lettere, når flere grønlandske elever heller ikke medbringer en computer, en mobil eller andre genstande, som de fleste efterskoler kræver.

- Det resulterer i, at de bliver outsidere og får rigtig svært ved at indgå i de aktiviteter, der er på en dansk efterskole, siger Mette Lund.