Karline og Torben fanget af udrejseforbud: Det er ikke sjovt, men der er ikke noget at gøre

Udrejseforbud betyder, at ægtepar er blevet adskilt. Men den ene af dem når frem til konfirmation i Ilulissat.
Der var kun mulighed for luftkys mellem ægteparret på havnen i Nuuk. Foto © : KNR
18. juni 2021 16:54

For at være sikker på at i hvert fald bare en af dem nåede frem til en konfirmation i Ilulissat, tog Torben Høyer flyet fra Qaqortoq, og hans hustru Karline Høyer tog på langfart med kystpassagerskibet Sarfaq Ittuk fra samme sted.

Men idéen viste sig faktisk at være ganske god. 

Torben Høyer nåede nemlig ikke længere end til sin mellemlanding i Nuuk, fordi hovedstadens porte smækkede i tirsdags. Det skete efter, det kom frem, at fem nye er smittede med corna i hovedstaden. 

LÆS OGSÅ Landslægen: Det kunne tyde på, at vi har en meget smitsom coronavariant

Så nu sidder Torben Høyer i Nuuk og kan ikke komme videre, for man må ikke rejse ud af hovedstaden frem til på tirsdag.

Sarfaq Ittuk har lagt til kaj i Nuuk, men Karline Høyer må ikke gå på land. Og hendes mand må ikke stige ombord.  

- Det er meget mærkeligt. Det er ikke sjovt. Men der er ikke noget at gøre ved det, siger Karline Høyer til KNR fra dækket af Sarfaq Ittuk.

Hendes mand står ved skibet og sender luftkys, hvilket er den eneste mulighed for kys og kram lige nu.

Karline Høyer siger til sin mand:

- Det er meget mærkeligt ikke at stå ved siden af dig.

Hendes mand svarer:

- Ja, men jeg kysser dig sådan her, mens han sender endnu et luftkys, og så griner de begge.

Derefter kan Karline fortsætte til konfimation i Ilulissat, imens Torben Høyer må blive i Nuuk til på tirsdag.

Udrejseforbuddet 

Der blev strammet gevaldig på coronaskruen endnu en gang i tirsdags. 

Efter det blev officielt, at fem nye var konstateret smittede, besluttede Epidemikommissionen med øjeblikkelig virkning at lukke for al udrejse i Nuuk til andre beboede områder i Grønland.

Så hvis du i Nuuk, må du frem til 22. juni ikke rejse ud af hovedstaden. 

LÆS OGSÅ Smittespredning i Nuuk igen: Fem nye smittede og ingen fly ud af hovedstaden

For mindre en måned siden lukkede Nuuk næsten ned i fire dage på grund af smittespredning. Barer, restauranter og sportshaller smækkede dørene i, og flyene i lufthavnen kom ikke på vingerne.

Denne gang er det kun flyvningerne og al sejlads ud af hovedstaden, der bliver berørt af smittespredningen.

Ifølge Arctic Umiaq Line og Air Greenland er 921 mennesker lige nu berørt af udrejseforbuddet i Nuuk.