Landslægen: Det kunne tyde på, at vi har en meget smitsom coronavariant

Det er stadig uvist, hvilken coronavariant der har ramt Grønland, men meget tyder på, at den er yderst smitsom.
Den indiske variant, Delta, er betegnet som den mest smitsomme variant, der er set hidtil nu.
17. juni 2021 17:40

Selvom det kun er ganske få, der indtil videre er smittet med Covid-19 i Grønland, kunne det godt tyde på, at det er en meget smitsom variant, der har ramt landet. 

Det siger landslæge Henrik L. Hansen i et interview med Qanorooq.

- Vi ved endnu ikke, hvilken coronavariant vi har i Grønland lige nu. Forløbet tyder dog på, at vi har at gøre med noget, som er ret smitsomt. Der var kun tre sammen med de smittede, og de blev alle syge. Det er lidt overraskende, siger Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Smittespredning i Nuuk igen: Fem nye smittede og ingen fly ud af hovedstaden

Landslægen understreger, at det kan være tilfældigt, at coronasygdommen spreder sig så meget. Men ud fra det smittemønster vi har oplevet i både Munck Campen, er der indikationer på, at vi har at gøre med en af de mere smitsomme varianter.

LÆS OGSÅ Endnu en indlagt med coronavirus

Seruminstituttet i Danmark er ved at undersøge, hvilken Covid-19-variant der er fundet her i landet. 

Siden det i tirsdags kom frem, at der var nye smittetilfælde, er der ikke fundet nye smittede personer. Testcenteret vil i de kommende dage forsat teste dem, som har været i kontakt med de smittede til kaffemik eller konfirmationsfest.