Karl Kristian Kruse udsat for vold

Siumuts politiske ordfører er blevet udsat for vold. Politiet har ikke kunnet knytte noget politisk motiv til overfaldet, der også gik ud over to andre personer.
Ifølge politiet var den formodede gerningsmand kraftigt påvirket af alkohol.
24. november 2019 19:17

Lørdag eftermiddag blev Siumuts politiske ordfører overfaldet på åben gade i Nuuk. Ifølge Kruse fik han knytnæveslag i ansigtet af en for ham ukendt mand.

Overfaldet skete ved busstoppestedet kort før rundkørslen på Aqqusinersuaq kort før kl. 16.

- Jeg gik hen ad gaden, og så mødte jeg en mand, der slog mig i hovedet, fortæller Kruse til KNR.

Han meldte selv sagen til politiet, og ordensmagten bekræfter hændelsen:

- Vi kan bekræfte, at det er sket. Samme gerningmand gik til angreb på to tilfældige personer, fortæller Aqqaluk Petersen, vagtchef ved Grønlands Politi.

Politiet: Formentlig ikke tale om politisk motiv

Vagtchefen oplyser, at den formodede gerningsmand blev anholdt og senere løsladt:

- Vi har foretaget de indledende efterforskningstiltag. Manden blev løsladt, efter at hændelsesforløbet var blevet undersøgt, og de implicerede afhørt, siger Aqqaluk Petersen.

Manden er sigtet for vold mod tre personer, og han vil formentlig senere blive tiltalt for derefter at skulle møde op i retten.

Ifølge Aqqaluk Petersen er der ikke noget, der tyder på, at der skulle ligge et politisk motiv bag overfaldet på Kruse:

- Vi har ikke kunnet knytte sådan et motiv til hændelsen. Vi har selvfølgelig været meget opmærksomme på det, siger Aqqaluk Petersen.

Ifølge vagtchefen var den formodede gerningsmand kraftigt påvirket af alkohol.