Karl- Kristian Kruse: - Fremstød var succesfuldt

Naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse, var med i grønlandsfremstødet i Japan. Det er endnu for tidligt at sige, hvad fremstødet konkret skal bruges til, men han mener alligevel, rejsen var en god investering.
Skrevet af Ivik Kristiansen
01. april 2015 17:15

- Overordnet set var fremstødet en stor succes. Jeg synes også, at det er rart at se japanernes store interesse for os, siger Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, Karl Kristian Kruse.

Som politisk ansvarlig for landets fiskeri iagttog Karl-Kristian Kruse fiskerivirksomhederne Royal Greenland og Polar Seafood, der også deltog i fremstødet.

De har allerede et marked i Japan, og for dem handler det først og fremmest om at pleje deres forretningskontakter.

Læs også Fiskevirksomheder plejer forhold i Japan

Højere priser

Der er nemlig ingen udsigter til at øge eksportmarkedet, da fiskekvoterne sætter grænser for, hvor mange fisk, der kan sælges.

I stedet skal man sørge for at få en højere pris for fiskene, mener direktøren for Polar Seafood, Henrik Leth.

En vurdering som Karl-Kristian Kruse er enig i.

- Det vigtigste i fiskehandelen med Japan er priserne. Det kan tilpasses i forhold til japanernes efterspørgsel af fisk, så der er gode muligheder for at øge priserne, siger Karl Kristian Kruse og tilføjer, at det er virksomhederne, der skal sørge for at få en ordentlig pris for deres varer.

Læs også Grønland satser på større salg i Japan

Endnu for tidlig

Hvad Naalakkersuisut skal bruge fremstødet til, er stadig for tidligt at vurdere, mener Karl-Kristian Kruse.

- Først skal vi lave en opsummering af turen. Og hvilken effekt reklamering af landets fisk, pels og kultur, kan have, skal vi først finde ud af. Konklusionerne bliver fremlagt på et senere tidspunkt, siger Karl-Kristian Kruse.