Karl Frederik Danielsen overlever mistillid i sag om landingsbaner
Et mistillidsvotum er netop blevet afværget i Inatsisartut, hvor naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S), har været i vælten.
Mistilliden blev stillet af Partii Naleraq, som mener, at naalakkersuisoq har brudt loven ved at bede Inatsisartut om at tage stilling til et forslag, der er i strid med loven.
Men Siumut, NQ og Demokraterne stemte imod mistilliden, og derfor gik Karl Frederik Danielsen fri.
LÆS OGSÅ Partii Naleraq stiller mistillid til Karl Frederik Danielsen
- Man må ikke spilde samfundet penge på prestigeprojekter, lød det fra Pele Broberg fra Partii Naleraq.
- Vedkommende naalakkersuisoq (altså Karl Frederik Danielsen, red.) har forsætligt tilsidesat de pligter, der påhviler medlemmet, og har forsøgt at opfordre Inatsisartut til lovbrud, står der i mistillidserklæringen.
Men han og Partii Naleraq havde altså ikke opbakning nok i Inatsisartut: Kun 11 stemte for mistilliden. 14 stemte imod, og dermed overlevede naalakkersuisoq.
Regionale landingsbaner
Sagen handler om Naalakkersuisuts ønske om at modernisere flytrafikken i Grønland.
Ud over anlæggelse af de store lufthavne i Ilulissat og Nuuk og den planlagde lufthavn i Qaqortoq, ønsker Naalakkersuisut, at der skal bygges flere lufthavne.
Derfor er mulige lufthavnsbyggerier i Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Kangaatsiaq, Narsaq, Nanortalik, Uummannaq, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit blevet undersøgt.
Og Naalakkersuiust har bedt Inatsisartut om at tage stilling til, hvilke byggerier, der skal bygges først.
Stor byrde for landskassen
Anlægsudvalget har behandlet forslaget. Pele Broberg er medlem af udvalget, og her er der opstået en konflikt.
For udvalget henviser til en lov, der siger, at landingsbaner ikke skal være en for stor byrde for landskassen.
En redegørelse fra Departementet for Infrastruktur gør det klart, at det kun er de to lufthavne i Østgrønland, der lever op til loven. Det er altså kun dem, der kan betale sig - de andre er for stor en byrde for landskassen.
LÆS OGSÅ Efterårssamling starter med kold luft: To naalakkersuisut er i farezonen
Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq pegede så på, at lufthavnsbyggerier i alle de andre undersøgte byer vil være i strid med loven. Men departementet skriver i redegørelsen, at de alligevel godt kan bygges - men det kan risikere at gå ud over flere andre områder som bolig-, uddannelse- eller sundhedsområdet, når pengene til byggerierne skal findes.
Derfor mente Partii Naleraq og Inuit Ataqatigiit, at Naalakkersuisut ikke har gjort det klart nok, at kun landingsbanerne i Østgrønland lever op til lovens krav om at det ikke at tære meget på landsøkonomien.