KANUKOKA mener, at Selvstyret burde vise mere vilje

Når Inatsisartut anfægter kommunernes vilje til at overtage nye opgaveområder, er det på sin plads at tale om, hvilke hindringer Selvstyret lægger i vejen for processen, mener KANUKOKA.
09. oktober 2011 15:31

Formand Martha Abelsen hæfter sig ved at IA's Isak Hammond i sin ordførertale i torsdags efterlyste større vilje fra kommunernes side.

I hans ordførerindlæg lyder det bl.a.:
"Der synes endvidere at være behov for at der rundt omkring i de enkelte kommuner bør være en større vilje til forsøgsordninger i forhold til overtagelse af opgaver som nu varetages af Selvstyret og som planlægges overdraget til kommunal drift."

For det første har kommunerne altid haft stor vilje til at overtage opgave fra Selvstyret, men overtagelsesprocessen kræver også vilje - og ikke mindst penge - fra Selvstyrets egen side, påpeger KANUKOKAs formand Martha Abelsen i en pressemeddelelse.

- Processen er blevet sat i den laveste hastighed på grund af forespørgsler, der ikke bliver besvaret, og når der endelig er konkret udspil fra Selvstyret, er det i form af underfinansierede bud, udtaler Martha Abelsen.

Den træge proces er ikke blevet bedre af at Selvstyret politisk og administrativt alene fokuserer på at kommunernes indtægter stiger forholdsmæssigt mere end Selvstyrets. De kigger ikke på den voksende udgiftsside, kommunerne har, mener KANUKOKA.

I KANUKOKA's høringssvar fra den 30. juni kritiserer foreningen naalakkersuisoq for Indenrigsanliggender, Anthon Frederiken, for ikke at have hørt KANUKOKA rettidigt i udarbejdelsen af kommuneredegørelsen.