Kamala Harris får nok stemmer til at blive demokratisk præsidentkandidat

Uden modkandidater har USA's vicepræsident, Kamala Harris, på dag to af afstemningen sikret sig nok stemmer til nominering.
59-årige Kamala Harris skal kæmpe mod 78-årige Donald Trump om at blive USA's næste præsident til valget 5. november. Foto © : Elijah Nouvelage/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. august 2024 12:04

USA's vicepræsident, Kamala Harris, er nu helt officielt blevet Demokraternes præsidentkandidat.

I går fik Harris nemlig nok stemmer fra de delegerede til at blive nomineret som Demokraternes kandidat til præsidentvalget i USA i november.

Det oplyser partiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Harris siger ifølge Reuters, at hun formelt vil acceptere nomineringen i næste uge.

- Jeg er beæret over, at jeg står til at blive den demokratiske nominerede som præsident i USA, siger Harris efter gårsdagens udmelding.

Stemte online

Torsdag begyndte partiet den officielle proces med at vælge en nomineret som præsidentkandidat. Her fik partiets over 4000 delegerede mulighed for at stemme enten online eller på telefon.

Harris har ikke haft nogen modkandidater.

Det har krævet mindst 2.350 delegeredes stemmer, før Harris kunne være sikker på at vinde nomineringen, har hendes kampagne tidligere oplyst ifølge CBS News.

Stemmeafgivelsen slutter først mandag, men Kamala Harris har altså allerede fået stemmer nok.

Harris bliver den første sorte kvinde, der skal stå i spidsen for et af de store partier i USA i kampen om at blive præsident.

/ritzau/