Kalaallit Airports modtager tre bud på lufthavnsprojekter
Endnu et skridt er taget i de omfattende lufthavnsprojekter i Nuuk og Ilulissat, hvor Kalaallit Airports fredag modtog bud på projekterne.
Det fortæller Kalaallit Airports i en pressemeddelelse.
Budene glæder administrerende direktør i Kalaallit Airports, Peter Wistoft.
LÆS OGSÅ Kinesisk entreprenørgigant trækker sig fra lufthavnsprojekter
- Vi er meget glade for budene fra de 3 entreprenører der alle har stor erfaring med byggerier på udfordrende geografiske lokationer, siger Peter Wistoft i pressemeddelelsen og fortsætter;
- Nu skal vi gang med det spændende arbejde at gennemgå de indkomne tilbud og med at forhandle en aftale på plads. Bestyrelsen mødes senere i denne måned for at vælge den entreprenør, der får opgaven med at bygge landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat, og hensigten er stadig, at arbejdet på landingsbanerne starter op til efteråret i år, siger Peter Wistoft.
LÆS OGSÅ Lufthavnspakke nærmer sig slutspurt efter 10 års debat
Seks virksomheder var godkendt til at afgive bud, men der er kun blevet modtaget tre bud.
BAM International fra Holland, Pennecon Dexter Joint Venture fra Canada samt Munck Gruppen fra Danmark har givet et bud, mens Aarslef trak sig tidligt i udbudsprocessen, og efterfølgende valgte MT Højgaard og China Communications Construction Company Ltd. også at trække sig.