Sermitsiaq.AG: Kinesisk entreprenørgigant trækker sig fra lufthavnsprojekter

En stor kinesisk entreprenørvirksomhed trækker sig fra at byde på byggeriet af de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, skriver Sermitsiaq.AG.
Den kinesiske virksomhed har ellers vist interesse for lufthavnsbyggerierne i omkring halvandet år. Foto © : atuisoq
03. juni 2019 18:54

Den statskontrollerede kinesiske gigant China Communications Construction Company, CCCC, kommer ikke til at byde på Grønlands hidtil største infrastrukturprojekt - nemlig at bygge Grønlands to nye, internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Det bekræfter virksomheden over for Sermitsiaq.AG.

- Vi byder ikke på de to projekter i Nuuk og Ilulissat, siger Debin Song, der er direktør for CCCC's forretninger i Europa og de arabiske lande.

LÆS OGSÅ Kalaallit Airports udskyder budfrister på lufthavnene

Debin Song har været stærkt involveret i selskabets grønlandske aktiviteter, men han vil dog ikke fortælle Sermitsiaq.AG, hvorfor de ikke byder på projektet.

Ifølge Sermitsiaq.AG's oplysninger er det, fordi virksomheden mener, at det vil blive for besværligt for selskabets ingeniører at få lov til at komme ind i Grønland og samle flere informationer.

Derudover er CCCC bekymret over, at selskabets folk ikke kan få opholds- og arbejdstilladelse i Grønland.

LÆS OGSÅ Demonstration mod lufthavnsbyggeri i Nuuk

Den kinesiske virksomhed har ellers vist interesse for lufthavnsbyggerierne i omkring halvandet år.

Med nyheden om at CCCC ikke byder på projektet, er der fem virksomheder tilbage, som skal konkurrere med hinanden. Det drejer sig om to danske virksomheder, to canadiske og en hollandsk virksomhed.

Virksomhederne skal aflevere deres bud inden 14. juni.