Kalaaliaraq vil rykke Grønland ind på Kronborg

Den grønlandske forening Kalaaliaraq i Nordsjælland vil lave et informationscenter om Grønland ved Kronborg, der hvert år bliver besøgt af mere end 300.000 danske og udenlandske turister.
Foto © : Maria Eklind/Flickr
Skrevet af Kenneth Elkjær
24. september 2018 07:35

Foreningen har i denne uge sendt en ansøgning til Kulturministeriet for at få lov til at oprette centret i Kronværkerne, som ligger op ad Kronborg Slot i Helsingør.

Formand Nuuni Heilmann fra Kalaaliaraq fortæller, at ambitionen er at fortælle de mange turister om Grønlands historie, Rigsfællesskabet, og om det moderne Grønlands mange muligheder. Centret skal være med til at oplyse og fjerne fordomme, fortæller hun.

- Det er en god start, at man belyser nogle af de gode ting ved Grønland og ikke kun de dårlige.

LÆS OGSÅ Kalaaliaraq har travlt med kirke, kaffemik og koncert

Kalaaliaraq har udarbejdet en plan for, hvordan centret skal se ud, hvad det skal indeholde og de har udregnet et budget for forsøgsperiode på tre år. Foreningen regner med et årligt budget på en million kroner til drift. Nuuni Heilmann og andre frivillige er gået i gang med at lede efter sponsorer, men der er stadig et stykke vej til målet.

- Vi vil rigtig gerne have hjælp, hvis der er nogen, der har lyst til at støtte os, siger Nuumi Heilmann. 

Nuuni Heilmann


 

Hun fortæller, at foreningen håber, stedet kan blive et kulturcenter med foredrag, kurser og formidling grønlandsk kultur.

Formidlingen vil Kalaaliaraq opdele i fire søjler; Det historiske Grønland og Danmark, geopolitiske muligheder og udfordringer, erhvervslivet i det moderne Grønland og turist- og kulturinformation.

Drømmen om at placere et informationscenter i Helsingør er ikke tilfældig. Kalaaliaraq har hjemme i den nordsjællandske by, og Kronborg Slot er et af Danmarks mest kendte vartegn med mere end 300.000 besøgende hvert år. Nuuni Heilmann pointerer, at Kronborg ligger omkranset af vand til næsten alle siden, ligesom mange byer og bygder i Grønland.

- Lokationsmæssigt kunne det nok ikke blive bedre, siger hun.