8. MARTS Kvinder kæmper med jern og bildæk

Onsdag er det kvindernes internationale kampdag. I crossfit-centeret handler det dog hverken om røde strømper eller kvindekamp. Her er alle lige.
Crossfit
Foto © : KNR
08. marts 2017 12:01

Kvinder skal være slanke, og kvinder skal være skrøbelige og sarte. Sådan var kønsidealet igennem mange år. Men i crossfit er det nogle helt andre værdier, der er i højsædet.

KNR er i dagens anledning taget på besøg i Crossfit Inua i Nuuk.

Her er det lige meget, hvordan du ser ud, det handler om, hvad du kan med din krop.

- Jeg føler mig mere feminin, fordi jeg kan løfte tungt, fordi jeg føler mig mere selvstændig, når jeg træner her, siger crossfitteren Nina Skydsbjerg Jacobsen.

Tidligere var der stor fokus på skønhedsidealer, når folk gik i træningscenter. Det er der nok også i dag, men det handler om mere end stramme baller og store overarme, siger medejer af Crossfit Inua Lasse Nymand Petersen.

- Jeg synes, indenfor crossfit i hele verden, at der ændrer man meget på det synspunkt. De går meget mere op i, hvad man kan med kroppen, end hvordan man ser ud. Udseendet er ikke vigtigt i virkeligheden, siger han.

Onsdag er det kvindernes internationale kampdag. I crossfit-centeret handler det dog hverken om røde strømper eller kvindekamp. Her er alle lige.

- Uanset alder, udseende og køn, spiller det ingen rolle, siger Nina Skydsbjerg Jacobsen.

Lige nu er 53 grønlændere med i en verdensomspændende konkurrence ved navn Crossfit Games 2017. Over halvdelen af deltagerne er kvinder. Det er ikke nogen tilfældighed, for det er generelt kvinderne, der er vilde med at skubbe bildæk og løfte jern.

- Vi er rigtig mange kvinder og mændene er i undertal her. Men, det er ret ligegyldigt her, siger Nina.

Og på kampdagen slår Lasse Nymand fast, at kvindernes kampiver absolut ikke er blevet mindre, selv om den måske kommer til udtryk på en anden måde. 

- De kan presse sig mere og de er ikke bange for at tabe ansigt, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Det kunne mændene godt lære noget af.