Kæmpestigning i arbejdsløsheden i Tasiilaq

Arbejdsløsheden over hele landet generelt er stigende set i forhold til samme måned året før. Der er dog forskellige forhold gældende for byerne i Grønland. Enkelte steder falder arbejdsløsheden, men i Uummannaq, Qasigiannguit og Tasiilaq ser det rigtigt slemt ud. Stigninger mellem 68 % og 94 % er, hvad indbyggerne i de tre byer møder i deres hverdag.
Skrevet af Peter Troelsen
23. juli 2012 13:16

I den største by på østkysten Tasiilaq er antallet af arbejdsløse steget fra 117 til 197 i løbet af det sidste år, selv om der er god gang i byggeriet både fra private og fra kommunal side.

-Det er slet ikke behageligt at høre om de nye tal. De gør mig ked af det, netop fordi vi i kommunalbestyrelsen knokler for at forbedre arbejdsudbuddet her på østkysten. Der kan dog være flere forklaringer på stigningen. En af grundene kunne være, at vi er blevet bedre til at indberette folk som arbejdssøgende i stedet for, at de bliver indberettet som førtidspensionister, men det forklarer selvsagt ikke hele den stigning, vi har oplevet, fortæller Justus Hansen (D), der er medlem af velfærds- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq.

Også forholdene i fiskeri og byggebranchen kan have negativ indflydelse på antallet af arbejdsløse i Tasiilaq. Svigtende kontinuerlig indhandling af fisk betyder nedlæggelse af arbejdspladser i fiskeindustrien.

-Kommunen er gået bort fra at udbyde alting i hovedentrepriser og i stedet bliver det nu indenfor fagentrepriser, der er arbejde at hente. Det har betydet at byens store entreprenørfirma har måttet skære ned på antallet af ansatte, og så er det som om at fiskerne, når de mangler penge på kontoen, fisker helt vildt, sælger det ind til fiskefabrikken og så holder de fri, indtil pengene er brugt op. På den måde kan fiskefabrikken i en af bygderne i nærheden, ikke holde fast i deres ansatte. Trist, men desværre nok noget vi skal vænne os til herovre, fortæller Justus Hansen, der selv er bosat i Tasiilaq.