Kæmpeprojekt skal bane vejen for befolknings-eksplosion

En hel ny bydel på den anden side af Ukkusissaq (Store Malene) skal give plads til 5000 nye indbyggere og skal forbindes med resten af Nuuk med en tunnel. Det er en del af Kommuneqarfik Sermersooqs storstilede plan for udviklingen af hovedstaden, som blev præsenteret på et pressemøde tirsdag.
Videofil
Skrevet af Jonas Fievé
07. februar 2017 10:05
Versionist Connie Fontain

Nuuk skal ifølge hovedstadsstrategien huse 30.000 indbyggere i 2030, og derfor er der brug for en ny bydel til at huse mange af de nye indbyggere, som kommunen forventer, vil flytte til Nuuk indenfor en overskuelig fremtid.

Den nye bydel, der skal ligge ved Siorarsiorfik mellem Qinngorput og Kobbefjorden, skal ifølge kommunen være hjem for 5000 mennesker, når området er færdigudviklet om 6 til 8 år. Derfor har kommunen også planer om, at den nye bydel både skal have en skole og pasningsordninger.  

Bydelen skal forbindes til den resterende del af Nuuk med en tunnel, som bliver over en kilometer lang og skal efter planen være det første skridt til en en vej til Kobbefjorden.

En plan for hele Nuuk

Det er ikke kun i den nye bydel, at den fremtidige udvikling skal finde sted. Kommuneqarfik Sermersooq præsenterede som en del af hovedstadsstrategien, at der ud over skolen i den nye bydel desuden skal bygges to nye skoler i Nuuk. Den ene skal ligge i Qinngorput, mens den anden skal erstatte de eksisterende skoler Samuel Kleinschmidt og Ukaliusaq, som er blandt de ældste i byen.

Privat finansiering er nødvendigt

Selvom hovedstadsstrategien indbefatter store investeringer i blandt andet infrastruktur, kommunale institutioner og en masse boligbyggeri, slår Kommuneqarfik Sermersooq dog fast, at det ikke er kommunen, der skal hive den store pung frem.

Projektet skal nemlig finansieres af et konsortium bestående af pensionskasser, som kommunen håber at have en aftale klar med i slutningen af året.  

Det betyder med andre ord, at de private Investorer betaler for byggeriet, som efterfølgende udlejer de ny institutioner til kommunen.

Kommuneqarfik Sermersooq har lavet en hjemmeside, hvor man kan læse mere om projektet, som du kan tjekke her.