Hovedstadsstrategi mødt med skepsis af andre kommuner
- Hvor mange bosteder vil blive affolket, hvis der bliver 30.000 mennesker i Nuuk? spørger viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia, Jess Svane.
Borgmester i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen, mener, at hovedstadskommunens ambitioner bør forhindres. I et interview, til avisen AG, siger han, at landet bliver brækket over i to dele, hvis borgere og vækst bliver koncentreret i Nuuk.
- Så er det også dér, de nye arbejdspladser skabes. Men vi andre ønsker en ligeværdig fremtid, siger Hermann Berthelsen til AG.
LÆS OGSÅ 30.000 indbyggere i Nuuk om 13 år
Det samme mener Jess Svane.
- Selvfølgelig vil vi i Qaasuitsup Kommunia ikke være enige, hvis der er nogen, der sætter sådan en kurs. Fra Qaasuitsup Kommunia har vi, sammen med andre kommuner, allerede sagt at vi ønsker, at det offentliges institutioner skal spredes ud til kysten, siger Jess Svane, der dog tilføjer at hver kommune kan lægge alle de strategier, de har lyst til. Men han mener stadig at Kommuneqarfik Sermersooqs hovedstadsstrategi har langt overtrådt en grænse, og kalder det respektløst.
Der kommer ikke lige så skarpe toner fra borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen, som har svært ved at se, hvordan strategien bliver virkeliggjort.
- Jeg synes, at det er helt i orden, at Kommuneqarfik Sermersooq laver sådan en hovedstadsstrategi. Men jeg mener ikke at den er særligt realistisk, siger Jørgen Wæver Johansen, der ligesom Jess Svane og Hermann Berthelsen mener, at det er vigtigt, at hele Grønland bliver udviklet.