Kæmpe interesse for rejsepulje til Grønland og Færøerne

Ny rejsepulje for studieture til Grønland og Færøerne modtog knap 50 ansøgninger og forventer flere i år.
Otte danske ungdomsuddannelser har fået del i en rejsepulje, så de kan komme til Grønland og Færøerne, så de blandt andet kan opleve og lære om det moderne Grønland på første hånd. (Arkivfoto) Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
17. februar 2020 06:04

Otte danske ungdomsuddannelser har booket billet til den røde atlantmaskine til Grønland eller de hvide og blå fly til Færøerne.

De otte uddannelser har alle fået del i Børne- og Undervisningsministeriets rejsepulje for studieture til Grønland og Færøerne. En pulje der har vist sig at være meget eftertragtet.

Hvordan er det gået?
I 2018 blev der trykket hænder og afsat penge på finansloven til at øge viden om Grønland og Færøerne.

Fem forskellige initiativer fik tilsammen 25 millioner kroner.
Er pengene brugt, og hvad er de gået til? 

I en lille samling artikler forsøger KNR at få en status på de 25 millioner.

I 2019 var puljen på en million kroner, men den kunne sagtens have været større. Der var i hvert fald ansøgninger nok til at dække et højere beløb, oplyser Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i en mail til KNR.

LÆS OGSÅ Danmark uddeler penge til viden om rigsfællesskabet

- STUK modtog ansøgninger om tilskud til rejser til samlet 8,5 millioner kroner. Puljens budget var på én millioner kroner i 2019, skriver styrelsen.

Otte uddannelser valgt

I alt blev det til 49 ansøgninger, og af dem blev det altså otte uddannelser, der kan glæde sig til at møde den grønlandske og færøske kultur og natur på helt nært hold.

Der er afsat 10 millioner kroner i puljen over fire år fra 2019 til 2022. I år og de næste to år lyder puljen altså på tre millioner kroner og set i lyset af sidste års interesse, så er STUK overbeviste om, at pengene nok skal blive delt ud.

- Vi forventer endnu flere ansøgninger til 2020-puljen. Både på baggrund af de mange afslag vi måtte give, og fordi en del andre skoler har informeret os om, at de ikke kunne nå at søge om og få afviklet rejsen her i foråret 2020, som var en forudsætning for 2019-puljen.

IA: Fysisk møde giver forståelse

Hos de grønlandske folketingsmedlemmer vækker det glæde, at der er stor interesse for rejsepuljen.

LÆS OGSÅ ’Grønlændere er stærke, beskedne og civiliserede – og misbrugere’

- Det er rigtig positivt. Møder mellem mennesker kan meget mere end noget, man læser i en bog. At møde unge grønlændere, det giver en meget bredere og mere nuanceret forståelse, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

- Det lover godt, og jeg håber, at endnu flere vil tage på studietur i Grønland. Det tror jeg kun kan være positivt. Det er en pulje, jeg vil holde øje med. Jeg vil være i kontakt med ministeriet for at finde ud af, om det er noget, som skal løftes ved den kommende finanslov, siger Aki-Matilda Høegh-Dam (S).

25 millioner skal øge viden om Grønland

I 2019 viste en undersøgelse, som Epinion lavede for Undervisningsministeriet, at danske unges viden om det moderne Grønland er begrænset. Elever i folkeskolens 9. klasse og gymnasiet kunne kun svare rigtigt på 58 procent af undersøgelsen spørgsmål om Grønland.

Endnu før undersøgelsen havde fastslået en mangel på viden om Færøerne og Grønland i de yngre generationer, blev der taget affære på rigsmødet i 2018.

Daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen og den daværende færøske lagmand, Aksel V. Johannesen aftalte initiativer, der skal øge viden om rigsfællesskabet.

På den danske finanslov for 2019 blev der efterfølgende afsat de 25 millioner til fem forskellige initiativer, hvoraf rejsepuljen for de danske ungdomsuddannelser er et af initiativerne.

Foto © : KNR / Anton Gundersen Lihn