Juliane Henningsen: PI svigter deres vælgere

Lige siden Partii Inuit i deres jagt på pladser i det kommende Naalakkersuisut opgav deres mærkesager omkring uran, har det føget med beskyldninger om vælgersvigt og løftebrud. Det er især politikere fra IA der har været ude med riven efter Nikku Olsen og hans partifæller. Senest er det den fremtrædende IA´er Juliane Henningsen, der har fået nok at Partii Inuits slingrekurs.
Skrevet af Peter Troelsen
20. marts 2013 13:41

Der kunne ikke være tale om at der skulle ændres på nultolerancen i forhold til uran. Det har partistifter Nikku Olsen gang på gang fortalt til vælgermøder og i tv-debatter, men da det var et af kravene fra Siumut for at komme med i koalitionen, fik piben en anden lyd fra Partii Inuit.

-Vi er i Inuit Ataqatigiit af den opfattelse, at tiden ikke er moden til at åbne op for udvinding af uran, endsige andre råstoffer indeholdende større mængder af radioaktive stoffer. Vi må også erindre om, at dette omdiskuterede råstof spiller en stor rolle i den internationale magtkamp, og ikke mindst skal dette ses i lyset af vort lands geopolitiske placering samt af betydningen for Grønlands anseelse på internationalt plan, forklarer Juliane Henningsen.

Et af de mest brugte argumenter fra det tidligere regeringsparti har været tid til at undersøge tingene til bunds, og det har partiet ikke ændret ved efter valget gav dem en tur i oppositionen. Man mener stadigvæk at der er brug for en større grad af viden og informationer, inden man tager så vigtige beslutninger.

-Det er er et krav fra Inuit Ataqatigiit, at de undersøgelser og analyser, der pågår omkring en fremtidig udvinding af uranholdige mineraler samt konsekvenserne heraf, fortsættes, og at der ikke tages stilling, førend ny viden er tilgængelig. Herved ønsker vi at få undersøgt og få adgang til viden om samtlige konsekvenser for samfundet – både de positive og de negative.  Dette bør Partii Inuit støtte op om og være tro mod deres vælgere, mener Juliane Henningsen.