Julia er fanget i Danmark og kan ikke få billet: Jeg vil bare gerne hjem

Alle billetter fra København til Kangerlussuaq er udsolgt til og med juli. En af dem, der ikke kan komme hjem, er Julia Wille, der netop er færdig i praktik på Bornholm.
Da Julia Wille kontaktede Grønlands Rejsebureau for at købe en flybillet hjem den 21. juli, fik hun at vide, at alt var udsolgt frem til midten af august.  Foto © : Privat
24. juni 2021 10:40

Julia Wille er skuffet. 

Hun har netop færdiggjort sin praktik i Danmark i forbindelse med sin uddannelse på Ilisimatusarfik. Og hun havde glædet sig til at holde sommerferie hjemme i Nuuk. 

Men da Julia Wille i går kontaktede Grønlands Rejsebureau for at købe en flybillet hjem den 21. juli, fik hun at vide, at alt var udsolgt frem til midten af august. 

- Jeg blev meget overrasket og lidt frustreret, fordi jeg bare gerne vil hjem. Jeg har været i Danmark i et år, og nu vil jeg gerne hjem til min familie og mine venner, siger hun. 

Air Greenland bekræfter, at der er udsolgt for billetter fra København til Kangerlussuaq til og med juli. Det hænger blandt andet sammen med, at luftfartsselskabet endnu ikke ved, hvor mange billetter, de må sælge i næste måned. 

Som det er nu, er der nemlig stadig begrænsninger for, hvor mange der må rejse ind i Grønland om ugen. Lige nu hedder antallet 810, men Naalakkersuisut har endnu ikke meldt ud, hvor mange der må rejse ind efter den 30. juni. 

Hvis man får lov til at sælge flere billetter, er selskabet dog klar, oplyser Air Greenland.

Studerende burde få hjælp

Det hjælper bare ikke 26-årige Julia Wille lige nu. Hun har tilbragt et år på Bornholm, hvor hun som journaliststuderende har været i praktik på Bornholms Tidende. 

Nu er praktikken snart slut, og sommerferien står for døren, men det ser ud til at blive en lidt anderledes ferie, end hun havde håbet på.

- Jeg bliver nødt til at finde et sted i Danmark, hvor jeg kan være, til jeg forhåbentlig kan komme hjem, siger hun.

- Nu er jeg så heldig, at jeg nok kan finde et sted, men jeg ved ikke, om der er andre studerende, som ikke kan komme hjem og må blive i Danmark, selvom de ikke har lyst. Måske har de ikke er sted at være.

LÆS OGSÅ Ingen flybilletter til Grønland før 12. august

Julia Wille mener, at unge, som står i en lignende situation, burde få hjælp til at komme hjem.

- Studerende burde få mulighed for at komme hjem, når de for eksempel er færdig med et praktikforløb eller et skoleophold, siger hun.

Svært at være opdateret

Det har længe været kendt, at der har været begrænsninger på antallet af billetter. Julia Wille erkender da også, at hun kunne have været ude i bedre tid. Det har dog været svært, forklarer hun:

- Jeg er i praktik i Danmark, og det har været lidt usikkert, hvornår jeg er færdig her. Så har jeg først fundet endeligt ud af det i denne her uge. 

- Så prøvede jeg med det samme at booke en billet hjem.

Og når man ikke bor og opholder sig i Grønland til daglig, kan det - ifølge Julia Wille - være svært at være helt opdateret på corona-restriktionerne. 

LÆS OGSÅ Genåbning i gang: Flere må flyve ind i Grønland

- Jeg synes også, at det er rigtig svært at vide, hvad der egentlig foregår med de restriktioner, siger hun.

- Jeg har ikke kunnet læse nogle steder, at alt er fuldt booket, så jeg havde ikke tænkt på, at jeg var sent ude. Jeg havde ikke overvejet, at jeg skulle være ude i så god tid for at kunne komme hjem. 

I dette tilfælde savner hun en tydligere kommunikation. En advarsel om, at billetterne snart var væk, havde været rart, fortæller hun,

- Det er selvfølgelig ens eget ansvar at kunne tjekke op på de her ting, men hvis der ikke er noget at tjekke op på, så er det rimelig svært at vide, hvad der sker. 

- Der er restriktioner både i Danmark og Grønland. Det er svært at finde rundt i det hele, fordi det nogle gange ændrer sig fra dag til dag. 

KNR forsøger at få kontakt til Selvstyret for at høre, hvor mange passagerer, der må rejse ind i Grønland i juli. Det har endnu ikke været muligt at få et svar.