Job, penge og uddannelse er vælgernes topprioriteter

Der har været endog mange forskellige emner oppe til debat i denne valgkamp. De forskellige partier har deres kæpheste, som de kæmper for med næb og klør, men ind imellem kan man få den opfattelse, at de ikke helt er på niveau med vælgerne.
Skrevet af Peter Troelsen
10. marts 2013 06:25

Alt efter, hvor i livet og på hvilken position i samfundet man befinder sig på, varierer ens prioriteter for de kommende valg, men uanset om man er ung eller gammel, velstående eller økonomisk i uføre har den fremtidige økonomi i landet en stor plads i vælgernes bevidsthed.

-Alle borgerne i landet er meget fokuseret på den økonomiske situation. Dels for landet som helhed og dels for den enkelte selv. De unge har desuden uddannelsespolitikken, garantien for flere kollegier og en sikker uddannelsesstøtte højt prioriteret. Den lidt ældre befolkningsgruppe har deres fokus på arbejds- og lønvilkår, fortæller Sten Lund, der er politisk kommentator og ekspert i vælgerne prioriteter op til det forestående valg.

En af de helt store knaster i forhold til samarbejdet mellem landets to største partier er råstofferne og hvordan man får mest muligt ud af dem. Det vedkommer også borgerne, men ikke på det plan som politikerne diskuterer det. Her er det ikke selskabsskat eller royalties, men muligheden for jobs for alle.

-Det er klart at vælgerne også tænker på råstofferne, men her går tankerne mest på, hvordan man kan sikre grønlænderne jobs i mineindustrien. Min opfattelse er, at vi på det område skal sikre at få opkvalificeret de bogligt svage, der af forskellige årsager ikke har fået en eksamen, der tillader dem at videreuddanne sig med henblik på et job i minesektoren. Det er en af de allerstørste opgaver, vi som samfund står overfor i de kommende år, fastslår Sten Lund.