Jens Frederik Nielsen: Vi bliver væk fra borgermøder for borgernes skyld

Selvom politiet garanterer sikkerheden ved borgermøder om Kuannersuit-projektet, fastholder Naalakkersuisut at blive væk. Det er for at give borgerne tryghed, lyder argumentet.
Jens Frederik Nielsen afviser, at han er bange for at tage til borgermøder i Sydgrønland. Foto © : KNR
02. februar 2021 16:47

Naalakkersuisut fastholder beslutningen om ikke at deltage i borgermøderne om det omdiskuterede mineprojekt ved Kuannersuit.

Det fastslår Naalakkersuisoq for erhverv og mineralske råstoffer, Jens Frederik Nielsen (D), en gang for alle over for KNR.

Mandag satte politiets øverste myndighed, politimester Bjørn Tegner Bay, ellers en streg under, at der intet er at frygte omkring borgermøderne for hverken borgere eller politikere.

LÆS OGSÅ Politiet garanterer fuld sikkerhed om borgermøder i Sydgrønland

- Det ændrer ikke på, om vi tager med eller ej. Vi vurderer og mærker og får henvendelser om, at der er en utryghed, og risikobilledet tegner sig rundt om os politikere, og vi vil ikke være genstand for den utryghed. Derfor har vi besluttet, at vi ikke tager med, siger han.

Når den øverste myndighed i politiet siger, at der er helt styr på sikkerheden, hvad er det så, der gør, at du siger nej?

- Jeg respekterer 100 procent politimesterens udtalelse om, at trygheden ved borgermøderne godt kan sikres. Det ændrer bare ikke på, at vi har fået rigtig mange henvendelser fra folk om, at de er utrygge ved situationen, siger Jens Frederik Nielsen og uddyber:

- Det her handler om, at der er mennesker, der ikke er trygge ved situationen. At politiet har en anden vurdering, det er i og for sig meget fint, og den respekterer jeg.

Er ikke selv bange

Han understereger, at han ikke personligt er bange for at tage til Sydgrønland for at deltage i de fem borgermøder og møde borgerne.

Naalakkersuisut planlægger at tage afsted på et senere tidspunkt i stedet for, men datoerne er ikke klar endnu, påpeger Naalakkersuisoq.

Hvis folk er utrygge nu, hvorfor skulle det så forandre sig på et senere tidspunkt, når I vil til borgermøder om projektet?

- Lige nu har vi vurderet på baggrund af den indkomne trussel, at den utryghed tegnede sig rundt om Naalakkersuisut og den politiske deltagelse.

- Det er den, vi har reageret på. Nu prøver vi at planlægge nye høringsmøder dernede, og så må vi se, hvordan billedet ser ud. Men vi vurderer selvfølgelig hele tiden de her trusler og scenarier, og vi tager dem alvorligt.

Trussel er lukket ned

Jens Frederik Nielsen henviser til en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut fra den 29 januar. Her stod, at der var modtaget trusler mod Naalakkersuisut om bomber og anvendelse om våben, men at truslerne muligvis ikke var konkrete.

Mandag bekræftede Grønlands Politi, at der var en sag om trusler i Sydgrønland, men at sagen var lukket.

LÆS OGSÅ På gaden i Qaqortoq: Delte meninger om, hvorvidt møder skal udskydes

- Der er ingen tvivl om, at når der er en trussel mod forsamlingsfriheden, en politisk debat og en høringsrunde, så er det noget, vi tager virkelig alvorligt.

- Derfor reagerede vi også med det samme. Med ret kort frist havde vi en anholdt i sagen. Vi føler, at denne her har vi fuldstændig styr på, sagde politimester Bjørn Tegner Bay.