Jens-Frederik Nielsen gentager velkendt budskab til nytårskur

Formanden for naalakkersuisut talte i går til nytårsreception i København, og igen gentog han budskabet om, at Grønland ikke ønsker at være en del af USA.
Efter talen brød salen ud i et langt bifald, og flere gange under talen hujede publikum. Foto © : Ann-Sophie Greve Møller / KNR
16. januar 2026 07:32

Formanden for naalakkersuisut talte i går ved en nytårsreception i København.

Talen var - ikke overraskende - centreret om det, alle taler om lige for tiden, nemlig USA's ønske om at overtage vores land.

Jens-Frederik Nielsen (D) gjorde det klart igen, at det ikke kan komme på tale.

- Grønland vil ikke ejes af USA. Grønland vil ikke styres eller kontrolleres af USA. Grønland vil ikke være en del af USA. Vi vælger det Grønland, vi kender i dag - som en del af kongeriget Danmark. Det er et statement, som ikke er til at tage fejl af, sagde han til sin første nytårsreception som formand for naalakkersuisut. 

Efter talen brød salen ud i et langt bifald, og flere gange under talen hujede publikum. Flere af deltagerne, som var ambassadører og ministre, kom med Erfalasorput i hånden for at vise opbakning til Jens-Frederik Nielsen og resten af de grønlandske politikere og befolkningen.

For de seneste dage har også været hæsblæsende - ikke mindst i går, hvor Vivian Motzfeldt og Lars Løkke Rasmussen var til møde i USA, efter den amerikanske præsident igen har gentaget, at USA har brug for at eje Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.