Jens B. efterlyser status på voldtægtsindsats

Næste år skal være et særligt indsatsår mod voldtægt. Det blev besluttet under den seneste efterårssamling på baggrund af et forslag fra Demokraterne.
Skrevet af Mads Ullerup
05. juni 2013 07:54

Selv har partiet flere forslag til, hvordan det særlige indsatsår mod voldtægter i 2014 kan gribes an, men i et § 37 spørgsmål efterlyser Demokraternes formand, Jens B. Frederiksen nu en status på, hvor langt Naalakkersuisut er nået i planlægningen og hvilke initiativer, der forventes at blive iværksat.

Selv foreslår Demokraterne blandt andet, at man opretter en såkaldt ”voldtægtslinje” – en døgnåben telefonlinje – hvor ofre og pårørende kan søge råd og vejledning. Ifølge Demokraterne skal der dog spilles på mange strenge for at komme problemet til livs.

- Det, vi selv har forestillet os, da vi lavede forslaget er, at der i indsatsåret skal gennemføres en omfattende holdningsbearbejdende kampagne med bl.a. TV-spots, radio- og TV programmer og borgermøder. Der kunne være oplæg om emnet fra eksempelvis psykologer, politifolk, læger, tidligere voldtægtsofre, pårørende til voldtægtsofre med flere, skriver Jens B. Frederiksen i forbindelse med sit § 37 spørgsmål.

- En sådan kampagne skal blandt andet bidrage til at øge mænds forståelse af, hvilke konsekvenser en voldtægt kan have for offeret og de pårørende. Samtidig vil en sådan kampagne også kunne bidrage til at nedbryde tabuerne omkring voldtægt, så det bliver lettere for ofrene at stå frem, fortsætter han.

Indsatsen mod voldtægter kan næppe undervurderes, mener Jens B. Frederiksen, der blandt andet refererer til, at der i 2012 blev anmeldt 134 voldtægter og voldtægtsforsøg herhjemme. Et tal der i 2010 var helt oppe på 159.

Set i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, er forekomsten af seksuelle overgreb her i landet alarmerende højt, understreger han. Målt pr. 10.000 indbyggere havde Færøerne i 2010, 5 anmeldelser i kategorien seksuelle overgreb. Danmark havde 4. Og Grønland? Vi havde 66.