Jens B.: Demokratisk skandale

Der er ikke de store dikkedarer, når formanden for Demokraterne Jens B. Frederiksen skal fortælle om sit syn på situationen, hvor Nikku Olsen ikke blev fundet værdig til at sidde i Inatsisartut. Han siger rent ud, at det er en hån mod befolkningen.
Skrevet af Peter Troelsen
06. april 2013 08:12

 

 

 

Jens B. Frederiksen stikker ikke noget bag stolen, når han beskriver den situation Grønand er havnet i, efter partistifteren Nikku Olsen ikke kunne kendes værdig til at have sæde i landets lovgivende forsamling.

-Jeg mener helt klart, at der er tale om en demokratisk skandale. Det er ikke i orden at stifte et pati og stille op til et valg, hvis man godt ved, at man ikke er valgbar. Man må gå ud fra at valgresultatet havde været et helt andet, hvis ikke Partii Inuit og Nikku Olsen havde stillet op. Jeg tror ikke at partiet ville have fået medvind, hvis ikke Nikku Olsen havde stillet op, forklarer Jens B. Frederiksen overfor KNR.

Også andre politikere har i kølvandet på Nikku Olsens diskvalifikation ytret ønsker om at lave om på lovgivningen, så man ikke en anden gang udsættes for en skandale som denne. Der skal lave om på den måde kandidaterne godkendes på.

-Demokraterne vil arbejde på at fremsætte et forslag i Inatsisartut, sådan man bliver vurderet før vælgerne sætter deres kryds. Vi mener, at det her er en hån mod vælgerne og specielt de vælgere, der har sat deres kryds ved Nikku Olsens navn. Det er skammeligt at stiller op med en viden om, at man har lavet noget, der i den sidste ende vil betyde, at man ikke er valgbar, mener Jens B. Frederiksen.

På spørgsmålet om det ikke var muligt, at Nikku Olsen ikke havde vist, at han ikke var valgbar, svarer Jens B. Frederiksen efter en længere tænkepause: Ingen kommentarer.