Tilbage ved alteret: - Jeg kan mærke, jeg har forandret mig
Solens morgengyldne stråler lyste ind i Hans Egede Kirke, da Aviaja Rohmann Hansen gik mod alteret.
I to år har hun været væk fra præstegerningen og rejst rundt i landet for at tale om sorg. Sidste søndag i november blev hun genindsat som præst for den dansktalende menighed i Nuuk.
Tiden væk fra præstekjolen har forandret den erfarne prædikant.
- Mine budskaber er anderledes, og mine prædiker er blevet mere folkelige.
Men arbejdet med sorg begyndte længe før. Sorgen og døden var faktisk grunden til, at Aviaja Rohmann Hansen blev præst.
Døden som udgangspunkt
Da matematik aldrig har været Aviaja Rohmann Hansens stærke side, måtte hun opgive drømmen om at blive pilot.
I stedet arbejdede hun seks år som Afis-operatør, hvor hun hjalp piloterne med informationer, så de ikke fløj ind i hinanden.
Men en dag lå svigermoren for døden. Og her opstod en skæbnesvanger samtale om tro og gud - hvilket kom som lidt af en overraskelse.
- Min svigermor var ikke bange for at dø. Hun troede på, at hun ville komme op til Gud, og det var fantastisk, selvom jeg ikke helt forstod det, fortæller Aviaja Rohmann Hansen.
- Så sagde jeg til min mand, at jeg bliver nødt til at forstå det her med, at man ikke er bange for døden, når man tror.
Samtalen blev en tændsats for nysgerrighed, så Aviaja Rohmann Hansen sagde jobbet op for at læse teologi.
Én ting var dog helt sikkert: Hun skulle ikke være præst.
Men en dag fik den daværende domprovst hende på andre tanker.
- Jeg siger til hende, at jeg ikke kan blive præst. Jeg kommer bare til at tude til hver begravelse og bryllup. Så svarer hun: "Hvad er der galt med det? Det viser jo bare, at du er menneske."
Derfor valgte den unge præst in spe i første omgang at takke ja til et vikariat på et halvt år.
Selvmord og sorg
Efter vikariatet blev Aviaja Rohmann Hansen i 2006 ansat i Kommuneqarfik Sermersooq med ansvaret for kontakten til selvmordstruede borgere.
Hun havde en telefon på sig og stod til rådighed døgnet rundt.
- Der var en del selvmord i 2006, det var mega hårdt. Man har en speciel måde at tale med folk med selvmordstanker på, fordi man skal have dem ud af tankemønstret. Men det sværeste var at tale med folk, der havde oplevet selvmord, fordi de havde så mange ubesvarede spørgsmål og skyldfølelse.
Hvis en samtale med pårørende ellers selvmordstruede havde været særligt hård, gik Aviaja Rohmann Hansen selv til psykolog for ikke alene at bære sorgen fra de andre.
- Til sidst måtte jeg sige, at jeg ikke kunne rumme det mere, fordi det hele tiden rumsterede i baghovedet, siger hun.
Netop samtalerne med de pårørende var med til, at hun fik øjnene op for, hvad der i dag kaldes 'skyggebørnene' - børn, der lever i skyggen af en person, der er syg, har begået selvmord eller som gennemlever sorg.
- I mange af sorgprocesserne bliver børnene glemt, fordi forældrene selv har det skidt, sukker præsten.
Hun oprettede derfor særlige sorggrupper for børn og unge. Men arbejdet med sorgen var først lige begyndt.
Fra bygd til storby
Efter knap 17 år som præst for den dansktalende menighed besluttede Aviaja Rohmann Hansen at tage en pause. Hun brugte tiden på at rejse rundt i landet og afholde kurser i sorg.
Men det kom noget bag på den mangeårige præst, hvor mange der har svært ved at tale om døden og sorgen.
- Nogen bærer rundt på en sorg, fra de var børn, som ikke er blevet bearbejdet. Får de ikke hjælpen, vil der ligge ar i kroppen. Dengang i 50'erne til 80'erne lukkede man samtalen, lagde låg på og kom videre. Men får man ikke hjælp, danner det ar i kroppen.
Aviaja Rohmann Hansen fortæller, at det engang var normalt, også for børn og unge, at have set en død person. Men som tiden er gået og byerne er blevet større, er døden kommet mere på afstand.
Og det er en skam, mener præsten.
- Når man snakker med folk i byerne, siger de: "Hvis jeg dør." Det er en helt forkert sætning. Man bør sige: "Når jeg dør". For det er en helt normal ting i vores liv, at vi skal dø.
- Vi skal tilbage til denne her forståelse af, at der er to ting, vi kan vide med sikkerhed: Vi bliver født af en kvinde, og vi skal alle sammen dø, fortæller hun.
Præst på ny
Tiden væk fra embedet har sat sit mærke på Aviaja Rohmann Hansen.
For en ting er at stå fra en prædikestol og tale til menigheden, men når hun skulle holde sine kurser om sorg, blev hun pludseligt bevidst om, hvordan hendes budskaber blev modtaget.
- Når man holder kurser med betalende kunder, skal man tale et sprog, alle forstår. Nu læser jeg mine prædiker meget igennem for at sikre, de er forståelige og uden vanskelige ord. Det er blevet mere folkeligt og ikke kun for teologer eller dem, der er vant til at gå i kirke.
Ud over selve måden at kommunikere på under sine gudstjenester, så har mødet med de mange mennesker op langs kysten også fået Aviaja Rohmann Hansen til at ændre indholdet i sine prædikener.
- Jeg kan mærke, jeg har forandret mig, og mine budskaber er anderledes. Jeg taler mere til menigheden end før, og jeg prøver at sige, at det er vigtigt, man også tænker på sig selv og sine egne begrænsninger, afslutter præsten.
