Janussen: Klogt valgtidspunkt for Kuupik

Hvis rygterne taler sandt, vil formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist i dag udskrive valg til Inatsisartut. Rygterne går på, at valgdagen bliver tirsdag den 12. marts.
31. januar 2013 10:35

Og ifølge politisk kommentator Jakob Janussen er det et godt tidspunkt for koalitionen at trykke på valgknappen på.

- Ja, det vil jeg nok sige, fordi Landstinget har misfungeret i den grad. Specielt oppositionen har været så ukonstruktiv, at det ser ud til at koalitionen har ment at grænsen er nået,  siger Jakob Janussen og uddyber:

- Luften trænger til at blive renset. Hvis Siumut indkasserer endnu et klart valgnederlag, så kan jeg ikke forestille mig, at partiet vil forsætte den meget hårde og uforsonlige tone og ukonstruktive måde at agere på i parlamentet. 

Kuupik Kleist har også en anden god grund til at holde valget allerede i marts. Den 2. april er der nemlig kommunalvalg - og det kan spille en rolle for udfaldet af Inatsisartut-valget, mener Jakob Janussen:

- Den anden ting er, at såfremt Siumut får et godt kommunalvalg, så kan det smitte af på landsplan. Og for at undgå det, vil landsstyreformanden komme kommunalvalget i forkøbet. Samtidig kan koalitionen fremvise en balanceret finanslov.

- Men har koalitionen opnået nok konkrete resultater på nuværende tidspunkt, som de kan bryste sig af?

- Ja, altså fiskerireformen, som har været undervejs i mange år er gennemført, samtidig med at storskalaloven blev vedtaget på efterårssamlingen, lyder svaret fra Jakob Janussen.

Hvis Kuupik Kleist lægger valget den 12. marts, vil det betyde at forårssamlingen, der ellers er sat til at begynde den 8. marts, helt bortfalder. Det oplyser formanden for Inatsisartut, Josef Motzfeldt, i dag.

Kuupik Kleist har indkaldt til pressemøde i eftermiddag fra kl. 14 til 14.15, men har ikke angivet hvad emnet for mødet er. Både Qanorooq og KNR-radio sender ekstra udsendelse direkte fra mødet.