Ivalu er nomineret til en Oscar – men instruktør er skeptisk over for vinderchancer

Filmen "Ivalu" er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Kortfilm.
24. januar 2023 12:25

Kortfilmen "Ivalu" er nomineret til en Oscar for Bedste Kortfilm.

Instruktør Anders Walter har tidligere vundet en statuette, og han er selvsagt glad for igen at komme i betragtning:

- Det føles da fantastisk. Jeg har en glæde og ekstrem stolthed på vegne af det her fine, fine hold, som har været med til at lave filmen, siger han.

Ivalu

Kortfilmen handler om en grønlandsk familie i opløsning, hvor den ældste datter, Ivalu, er forsvundet.

Om natten drømmer lillesøsteren, Pipaluk, om en ravn, der fører hende til Ivalu. Så da en ravn viser sig for hende om morgenen, følger hun efter den. 

Filmen er baseret på den grafiske novelle Ivalu af forfatter Morten Dürr og tegner Lars Horneman.

Du kan se traileren til Ivalu ved at trykke her.

Alligevel er han skeptisk i forhold til, om ”Ivalu” vinder. Denne gang er han oppe imod giganten Disneys film "Le Pupille".

- Ud over at det handler om at have en god film, handler det om at lave en kampagne. Der får jeg svært ved at se, at vi kan hamle op med Disney, siger Anders Walter.

Hans kortfilm "9-meter" er tidligere blevet shortlistet til en Oscar. Og i 2014 gik han hele vejen og vandt en gylden statuette for kortfilmen "Helium".

Familie fra en bygd

Filmen tager udgangspunkt i en grønlandsk familie fra en lille bygd. I "Ivalu" følger seerne den yngste datter, Pipaluk, som drager ud for at finde sin savnede søster, Ivalu. Grønlandske myter flettes ind i en barsk fortælling om en familie i opløsning og en incestfyldt virkelighed.

LÆS OGSÅ Grønland i Hollywood: Ivalu er et skridt tættere på en Oscar

Filmens hovedrolle, Pipaluk, spilles af den 11-årige Mila Heilmann Kreutzmann. Hun er stolt over at være med i en Oscar-nomineret film og stolt over at repræsentere Grønland til en af verdens største prisoverrækkelser.

- Jeg er meget stolt og meget glad, også på vegne af grønlændere, siger Mila Heilmann Kreutzmann til KNR og fortsætter:

- Jeg hoppede og hoppede. Jeg har jo ventet en hel måned på at finde ud af, om vi er nomineret. Jeg føler, at jeg har opnået meget. Jeg skal jo til Hollywood.

 

Foto © : Privat

På billedet ses instruktør Anders Walter (2.tv.), skuespiller Mila Heilmann Kreutzmann (mf.) og producer Rebecca Pruzan (2.th.). Foto: Paninnguaq Heilmann.

"Ivalu" en danskproduceret film. Men den er lavet i samarbejde med produktionsselskabet Polarama Greenland med filmproducer- og instruktør Pipaluk Kreutzmann Jørgensen i spidsen. Polarama Greenland bistod blandt andet med at hyre grønlandske filmfolk og skuespillere.

Faktisk blev samarbejdet så tæt, at Pipaluk Kreutzmann Jørgensen endte med at blive medinstruktør på filmen.

"Ivalu" har endnu ingen officiel premieredato. Ifølge instruktør Anders Walter skal den først præsenteres på en række filmfestivaler først.