Demokraterne og Siumut om ejeraftale: Vi er glade og stolte

Det største koalitionsparti Siumut og støttepartiet Demokraterne er tilfredse med den underskrevne ejeraftale.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen (S) og Johannus Egholm Hansen, bestyrelsesformand for Kalaallit Airports Holding, har netop sat deres underskrift på aftalen.
Foto © : Foto: Jonas Fievé
Skrevet af Andreas Wille
14. marts 2019 15:44

Koalitionens støtteparti Demokraterne er både lettet og glad for den indgåede ejerskabsaftale for Kalallit Airports A/S.

- Så er aftalen endelig kommet på plads, og vi er fra Demokraterne utroligt glade for, at den blev underskrevet i den form, som den er, siger organisatorisk næstformand hos Demokraterne, Nivi Olsen til KNR.

LÆS OGSÅ Det er den bedst mulige ejeraftale

Hun er ikke i tvivl om, at aftalen kan tiltrække udenlandske investorer, som partiet længe har været varm fortaler for, og hun er overbevist om, at den også vil skabe stor fremgang i turisme og økonomisk vækst.

Danmarks investeringer i Grønlands lufthavne

 

  • Staten skyder 700 mio. kr. i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Staten vil dermed komme til at eje 33,3 procent af de to lufthavne.
  • Der søges om et lån i Den Nordiske Investeringsbank på 450 mio. kr., hvor staten stiller garanti for lånet, så lånerenten kan blive lav.
  • Staten yder et lavtforrentet lån på op til 450 mio. kr. til den resterende del af finansieringsbehovet.
  • Naalakkersuisut og staten skyder derudover i alt 220 mio. kr. i en pulje, som skal fremme erhvervsprojekter i Grønland.

- I vores verden kunne aftalen ikke være bedre, siger hun.

Danmark ejer en tredjedel

Den danske stat skyder 700 millioner kroner i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Dermed kommer Danmark til at eje 33,3 procent af de to lufthavne.

Et af hovedpunkterne i ejerskabsaftalen er, at selskabets bestyrelse skal bestå af fem-syv medlemmer, der er valgt på en generalforsamling. Kalaallit Airports Holding A/S, der er 100 procent ejet af selvstyret, indstiller fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formand, og den danske stat indstiller to bestyrelsesmedlemmer.

LÆS OGSÅ Kielsen forsvarer ejerskabsaftale

Det er også aftalt, at den danske stat har vetoret på en række områder, som hvem der skal være bestyrelsesformand og væsentlige ændringer i selskabet. 

Netop den danske stats involvering i Kalaallit Airports A/S bryder man sig ikke om i hverken Partii Naleraq eller IA. Partii Naleraq valgte ligefrem at forlade koalitionen i september sidste år. Men i Siumut lyder der mere forsonlige toner: 

- Vi er stolte over, at aftalen endelig er blevet ført ud i livet efter alle vores drøftelser, siger politisk ordfører, Karl Kristian Kruse.