Ekspert: Det er den bedst mulige ejeraftale

Ejerskabsaftalen, som formanden for Naalakkersuisut og statsministeren har underskrevet, er den bedste aftale for begge parter, vurderer lektor i selskabsret ved Copenhagen Business School, Troels Michael Lilja.
Foto © : KNR / Foto: Jonas Fievé
Skrevet af Nukaaka Tobiassen
14. marts 2019 12:21
Versionist Simon Uldum

Det bedst mulige kompromis. 

Sådan vurderer lektor Troels Michael Lilja ejerskabsaftalen for Kalaallit Airports A/S. 

- Jeg tror, at det er den bedste aftale for begge parter. De har prøvet at lave en aftale, som afspejler, at de er to parter med modsatrettede interesser, siger han. 

LÆS OGSÅ Ejeraftale om Kalaallit Airports offentliggjort

 

Danmarks investeringer i Grønlands lufthavne

 

  • Staten skyder 700 mio. kr. i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Staten vil dermed komme til at eje 33,3 procent af de to lufthavne.
  • Der søges om et lån i Den Nordiske Investeringsbank på 450 mio. kr., hvor staten stiller garanti for lånet, så lånerenten kan blive lav.
  • Staten yder et lavtforrentet lån på op til 450 mio. kr. til den resterende del af finansieringsbehovet.
  • Naalakkersuisut og staten skyder derudover i alt 220 mio. kr. i en pulje, som skal fremme erhvervsprojekter i Grønland.

- Det er meget tydeligt, at man har prøvet at nå at lave en aftale, hvor begge parter bliver tilfredse. Så som en politisk aftale vil jeg mene, at det er en fornuftig måde, som man har landet den på, siger Troels Michael Lilja.

Vigtigt at man kan stole på formålet i selskabet

Den danske stat skyder 700 millioner kroner i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Dermed kommer Danmark til at eje 33,3 procent af de to lufthavne.

Et af hovedpunkterne i ejerskabsaftalen er, at selskabets bestyrelse skal bestå af fem-syv medlemmer, der er valgt på en generalforsamling. Kalaallit Airports Holding A/S, der er 100 procent ejet af selvstyret, indstiller fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formand, og den danske stat indstiller to bestyrelsesmedlemmer.

Det er også aftalt, at den danske stat har vetoret på en række som hvem der skal være bestyrelsesformand og væsentlige ændringer i selskabet, men det er helt naturligt, forklarer Troels Lilja:

- Når man laver så stor investering, som Danmark og Grønland gør i det her tilfælde, så skal man kunne stole på, at formålet i selskabet, ikke kan ændres, eller at ejerkredsen kan skiftes ud, siger Troels Michael Lilja.

LÆS OGSÅ Vi har fået bekræftet vores bange anelser

Han forklarer, at ejerskabsaftalen skal ses som et tillæg til selskabets vedtægter, som skal sikre begge parter, så ingen af parterne kan foretage sig noget på egen hånd. 

​Han anbefaler, at man hurtigst muligt får aftalen skrevet ind i vedtægterne. Hvis ikke det sker, kan Danmark overdrage sin aktieandel, uden at det er i strid med vedtægterne.

- Og hvis Grønland ikke lider noget tab i den her overdragelse, kan Grønland ikke gøre noget ved det, siger han.