Israel bombede mål i Gaza trods ordre fra FN-domstol

Der er angiveligt diplomatiske bestræbelser i gang i Paris for at få en våbenhvile i stand i Gazastriben. Men trods ordrer fra FN's øverste domstol bomber Israel fortsat i Gaza.
Israel har lørdag bombet flere mål i Gazastriben, selvom de har fået ordre til "øjeblikkeligt stop" for offensiven. Foto © : Eyad Baba/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. maj 2024 13:09

Israel bombede lørdag Gazastriben, deriblandt mål i Rafah, selv om FN's øverste domstol fredag gav ordre til et "øjeblikkeligt" stop for den israelske offensiv i området.

Samtidig kom der meldinger om, at der i Paris er bestræbelser i gang på at få en våbenhvile i stand, efter at den militante palæstinensiske gruppe Hamas udløste en krig den 7. oktober med et angreb inde i Israel.

I Jerusalem siger diplomatiske kilder, at forhandlinger mellem Israel og Hamas om frigivelse af israelske gidsler i Gaza vil blive indledt i næste uge.

Beslutningen er truffet, efter at lederen af den israelske efterretningstjeneste Mossad har haft drøftelser med CIA's leder og premierministeren fra Qatar, som tidligere har været mægler.

Ordrer fra Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag er juridisk bindende, men der er ikke direkte muligheder for at sikre, at det sker. Domstolen siger, at en fortsat offensiv vil kunne medføre "fysisk destruktion, helt eller delvist" af det palæstinensiske samfund i Rafah.

- Staten Israel skal øjeblikkeligt stoppe den militære offensiv og enhver anden handling i det administrative område Rafah, lyder det.

Israel skal inden for en måned gøre rede for, hvad det har gjort for at efterleve afgørelsen, hedder det.

Israel har ikke vist tegn på, at landet vil ændre kurs i Rafah. Det insisterer på, at domstolen ikke har forstået situationen.

- Denne afgørelse fra FN-domstolen for det sydlige Gaza skal adlydes, siger EU's udenrigschef, Josep Borrell.

ICJ krævede i sin kendelse også, at alle gidsler, som fortsat er i fangenskab hos Hamas og andre militante palæstinensere i Gazastriben, skal løslades øjeblikkeligt.

- ICJ's ordrer er bindende for parterne, og de må følges fuldt ud og umiddelbart, fastslår han.

Gennem vinteren og foråret har den 63 kvadratkilometer store by i den sydligste del af Gazastriben huset op mod 1,5 millioner palæstinensere - heriblandt omkring 610.000 børn.

Langt de fleste er internt fordrevne flygtninge, som bor i telte, interimistiske tilflugtscentre eller under åben himmel. Før krigen boede der omkring 260.000 mennesker i området.

/ritzau/AFP