Hospital bombet i Gaza: Israel afviser at stå bag

Hundreder er dræbt i et luftangreb mod hospital i Gaza, siger Hamas. Israel afviser og giver militante palæstinensere skylden.
Folk samles omkring ligene af palæstinensere, der blev dræbt i israelske luftangreb på Ahli Arab-hospitalet i det centrale Gaza, efter at de blev transporteret til Al-Shifa-hospitalet den 17. oktober 2023.
Folk samles om ligene af palæstinensere, der blev dræbt i et luftangreb på Ahli Arab-hospitalet i det centrale Gaza 17. oktober 2023. Efter angrebet blev døde og sårede transporteret til Al-Shifa-hospitalet. Foto © : Dawood Nemer/AFP/Ritzau Scanpix
18. oktober 2023 09:26

Flere hundrede personer er blevet dræbt efter et israelsk luftangreb mod et hospital i Gazastriben.

Det meddeler det palæstinensiske sundhedsministerium tirsdag aften. Ifølge ministeriet er 500 døde, skriver Reuters. Det er især kvinder og børn.

Israels militær lægger skylden på Islamisk Jihad, der er en af de militante palæstinensiske grupper.

Ifølge militæret viser efterretninger, at Islamisk Jihad afsendte en byge af raketter med kurs mod Israel, som kom for tæt på hospitalet, da det blev ramt.

- Efterretninger fra flere kilder, som vi er i besiddelse af, tyder på, at Islamisk Jihad er ansvarlig for det fejlslagne raketangreb, der ramte hospitalet i Gaza.

Det ramte hospital er al-Ahli Arab, der ligger i Gaza By. Angrebet ramte hospitalets gård, oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium.

Et stort antal palæstinensere har søgt tilflugt ved hospitalerne i Gazastriben, fordi de anses for at være nogle af de mest sikre steder at opholde sig.

- Hospitalet husede hundredvis af syge og sårede samt mennesker, der er tvunget på flugt fra deres hjem, meddeler Hamas' mediekontor. Det betegner angrebet som "en krigsforbrydelse".

Amnesty International minder om, at begge sider i konflikten skal overholde de gældende love.

Efter nyheden om angrebet aflyste præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, et møde med USAs præsident, Joe Biden, som skulle have fundet sted i dag onsdag. USA er Israels tætteste allierede.

Siden har en række andre arabiske ledere i Mellemøsten også aflyst mødet med Biden.

Over 3000 mennesker er blevet dræbt, siden Israel 7. oktober indledte luftangreb mod Hamas som svar på et usædvanligt blodigt angreb, der har kostet 1400 israelere livet.